Nummer 501 bliver det sidste

Dette er indlæg nummer 501 på denne blog. Det bliver også det sidste – i hvert fald i denne omgang.

Vi lukker dog ikke bloggen ned og håber, at folk stadig vil forvilde sig ind, når de søger efter PR- og kommunikationsrelaterede holdninger, informationer eller gode råd.

Holger satte besøgsrekorder hos EB og BT

Nyheden om, at den forsvundne dreng i Nordjylland, Holger, gav nye besøgsrekorder for nogle af de ellers i forvejen meget velbesøgte netmedier. Det skriver EPN

EB havde 1.47 mio. besøgende, mens BT rundede millionen. Hvis vi antager, at alle de besøgende hos EB var danskere, svarer det til omkring 1/4 af befolkningen. Der var sikkert også en del nordmænd og svenskere iblandt, men alligevel er det et meget højt besøgstal.

Rent fagligt levede historien da også op til alle nyhedskriterierne:

• Identifikation: Alle kunne sætte sig i forældrenes sted. Forfærdeligt, forfærdeligt
• Sensation: Det er ikke hver dag, at en treårig smutter fra sine forældre i en skov
• Konflikt: En treårig alene i en skov er farligt. Punktum
• Aktualitet: Det er lige nu, at der foregår en storstilet eftersøgning, som handler om liv eller død, genforening eller tragedie
• Relevans: Hele Nordjylland bliver mobiliseret og resten af Danmark følger spændt med

Forførelse af masserne

Eller måske forførelse af de villige masser. Sådan lyder en af påstandene, som bliver kastet op i luften i det nye teaterstykke Hitler on the Roof. Det spiller i Købehavns Musikteater fra 31. marts og en måned frem. Jeg er så heldig at have set en forpremiere og kan varmt anbefale folk at gå ind og se det.

Stykket sætter fokus på sammenblandingen af kunst, kommunikation og politik med udgangspunkt i de to historiske personligheder (på godt og ondt) Joseph Goebbels og Leni Riefenstahl. Hvis du interesserer dig for kommunikation, manipulation, folkeforførelse eller propaganda, kender du formentlig disse navne. Goebbels var propagandaminister i Nazityskland og er berygtet for at kunne sin metier ud i kommunikation og spin. Et af hans redskaber var Riefenstahl, som var en anerkendt filminstruktør, hvis teknikker stadig studeres og til en vis grad kopieres i dag. Hun lavede i ’30erne og ’40erne en række dokumentarfilm om Nazityskland, mest kendt er nok Triumph des Willens (link til filmen i fuld længde).

Tilfredsstil din politisk ukorrekte fascination af to af historiens mest effektive kommunikatører og brug en aften i Københavns Musikteater.

Eksempel på Pressenævnets vanskelige arbejdsbetingelser

Pressenævnets funktion og betydning var for nylig til offentlig debat, hvor en række virksomheder konstaterede, at det ikke er indsatsen værd at indgive en klage over for nævnet.

Hvad kan Pressenævnet egentlig bruges til?

Nu foreligger der så et konkret eksempel på nogle af de udfordringer, som nævnet kæmper med, når de skal træffe en afgørelse. Det handler om en virksomhed, der blev trukket igennem sølet og anklaget for nogle temmelig voldsomme ting vedrørende arbejdsforhold for dens medarbejdere i Sydøstasien. Virksomheden klagede til nævnet, og det er nu blevet til et delvist grundlag for genmæle.

Hvis man læser hele afgørelsen igennem, er den desværre præget af, at nævnet i en række tilfælde ikke kan afgøre, hvem der har ret, fordi der foreligger modstridende udsagn, eller fordi nævnet ikke har den fornødne (lægefaglige) kompetence til at vurdere uenigheden.

Hvilken betydning får det så, at nævnet langt hen ad vejen ikke kan afgøre, hvem der har ret? Jo, det får såmænd den konsekvens, at mediets påstande får lov til at blive stående som sandheder, der i hvert fald ikke er blevet modbevist. Omvendt er de jo øjensynligt heller ikke blevet bevist, for så havde nævnet jo kunnet træffe en entydig afgørelse. Det er vildt, at et medie ikke skal kunne dokumentere så alvorlige beskyldninger. Det er efter min mening tvivlsom presseskik.

Interessant nok har medlemmerne af nævnet ikke været fuldstændig enige indbyrdes:

Et medlem udtaler:
Jeg finder, at Politiken burde have foretaget yderligere undersøgelser for at få afklaret, om arbejdernes forklaringer om arbejdsforholdene og de påståede forgiftningstilfælde var korrekte. Det forhold, at [virksomheden] ikke ønskede at medvirke i artikelserien, kan ikke føre til et andet resultat, idet avisen har haft mulighed for at undersøge forholdene på anden vis. Beskyldningernes meget skadelige virkning må i den forbindelse også tillægges betydning, hvorfor jeg udtaler min kritik.

Nyt PR-nederlag til De Konservative

For godt en måned siden klagede den konservative folketingsgruppe over journalisternes opførsel på Christiansborg. Den direkte anledning var de tumultagtige scener omkring formandens og den politiske ordførers afgang. Klagen er nu blevet drøftet af præsidiet og repræsentanter fra pressen, og de har givet håndslag på, at pressen fremover vil opføre sig pænere og ikke ‘overfalde’ politikerne.

Klagen er muligvis berettiget, men timingen er elendig. Du ser jo også tumultagtige scener i forbindelse med valg, regeringsrokader og andre væsentlige politiske begivenheder. Det er selvfølgelig træls, når man har en dårlig sag kørende, som De Konservative har haft. Men det er samtidig også kun et yderpunkt, der ikke forekommer dagligt, og alene det faktum burde være nok til, at man holder sine frustrationer for sig selv. Det er jo netop nu, at De Konservative skal vise mandsmod, hvis meningsmålingerne igen skal begynde at gå den rigtige vej.

Hvad kan Pressenævnet egentlig bruges til?

Ingenting – hvis du spørger en række danske virksomheder, som i stedet vælger at vende den anden kind til, fordi Pressenævnets kendelser og konsekvenserne for medierne ikke står mål med arbejdet ved at hive dem igennem nævnet.

Det skriver Politiken.dk: Pressenævnet er en papirtiger

Jeg må desværre sige, at jeg er fuldstændig enig, og nu jeg tænker over det, har jeg aldrig hørt en kommunikationsrådgiver eller pressechef ytre det modsatte.  Som instans er Pressenævnet dog en rigtig god ide, men man er simpelthen bare nødt til at give nævnet nogle bedre værktøjer: 1) så sagsbehandlingen bliver mere effektiv og dermed kortere, og 2) så kendelserne får mere markante konsekvenser – og ikke som i dag på mange redaktioner mest af alt betegnes som et duelighedstegn i kritisk journalistik.

Er dette en ny problemstilling? Nææ, det er det ikke, men politikerne er generelt ikke særlig villige til at lægge sig ud med medierne – måske lige på nær Bertel Haarder og Birthe Rønn – så derfor sker der ikke noget, heller ikke denne gang.

Længe leve ytringsfriheden og den fri presse, men lad os samtidig tage hånd om de tilfælde, hvor man træder ved siden af. Et dementi i en note på side 16 to måneder senere er i hvert fald ikke holdbart.

Nyt tribunenavn i Brøndby kommer til at give problemer

Jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen, da jeg i går læste, at den legendariske Faxe-tribune med ståpladser, etc. fremover kommer til at hedde Sydsiden. Carlsberg har overtaget sponsoratet og har valgt at spørge tilhængerne, hvad tribunen skal hedde.

Men hvad er der så galt med navnet Sydsiden? Historisk set er der ikke noget problem. En række ældre tilhængere vil med rette hævde, at det har den sgu altid heddet i blandt dem, der har været med hele vejen siden 80′erne. Men der er til gengæld et andet problem, som Carlsberg kommer til at kæmpe med rent kommunikationsmæssigt, og det er navnesammenfaldet med Brøndbys hooligans.

South Side Brigade, senere South Side United, er Brøndbys svar på AGF’s White Pride og FCK’s Copenhagen Casuals. De bekæmper mest af alt hinanden, men engang imellem får et DSB-tog eller en udebanetribune også kærligheden at føle.

Mens dedikerede fodboldfans sagtens kan skelne mellem Sydsiden og South Side, er jeg langt fra sikker på, at den mindre fodboldinteresserede eller journalisten på jagt efter en skarp vinkel kan eller vil. Og hvad sker der, når en engelsktalende journalist skal have forklaret, at tribunen hedder South Side, men altså ikke er opkaldt efter hooligans?

Uanset hvad, så har Carlsberg stukket hagen helt frem, og der er frit slag. Hvorfor pokker ikke bare kalde den for Carlsberg-tribunen eller noget andet brand-orienteret? De gamle fans ville jo alligevel blive ved med at kalde den Sydsiden og drømme sig tilbage til de gode gamle dage på Vestegnen…

Undersøgelse: Vi orker ikke skingre kvinder

I den offentlige debat trækker mændene det længste strå, hvis de debatterer med kvinder – i særdeleshed hvis kvinderne bliver skingre. sådan lyder konklusionen i et speciale i retorik fra Københavns Universitet, Med stemmen som adgangsbillet.

Jeg opdagede specialet på pol.dk: Kvinder skal passe på skærebrænderstemmen

den skingre stemmes lyd (er) kendetegnet ved en høj frekvens og en stærk volumen – altså teknisk set en lydbølge, der ‘slår’ meget kraftigt mod øret. I undersøgelsens interview afspejles lytternes oplevelse af stemmen som ‘slag’ eller ‘lussing’ sig bl.a. ved, at lytterne i nogen grad giver udtryk for hævnlyst eller vrede mod de talere, der har ‘slået’ deres øre.

Den direkte modpol til den kvindelige ’skærebrænder’ er en dyb mandestemme, der ikke har en skarp, men derimod luftig klang.

I specialet har man ladet fire fokusgrupper lytte til og bedømme en række anonyme stemmer med forskellige karakteristika.

Nu skal der jo snart være folketingsvalg, og her er der dårligt nyt for begge fløje, for fokusgrupperne blev også bedt om at tage stilling til nogle af politikernes stemmer. Her får Lene Espersens stemme prædikatet “værste kvindestemme” i alle fokusgrupper. Mette Frederiksen og Helle Thorning må nøjes med kun at være “potentielt ubehagelige at lytte til”.

TV2 og Børsen stopper samarbejde

Efter 10 års samarbejde om erhvervs- og især finansstof går Børsen og TV2 hver til sit. Det skriver Mediawatch. Begrundelsen er ifølge TV2, at man vil noget forskelligt:

Da vi mødtes for at forme en ny fremtid, var det klart, at TV 2 og Børsen ville i to forskellige retninger. TV 2 ønsker at udvide og udvikle samarbejdet – ikke mindst på TV 2 News, som i endnu højere grad skal være stedet, hvor erhvervslivet og erhvervslivets chefer mødes. Børsen ville en anden retning, og på den baggrund er det naturligt, at vi går hver til sit

Den lidt hårde tone i citatet er helt klart et udtryk for, at når man ikke længere samarbejder, så er man jo konkurrenter. det bliver man allerede per 1. februar. For Børsen kommer det umiddelbart ikke til at betyde det store, for man har allerede sit eget set-up med studie, etc. For TV2 er det en lidt anden sag, for man får behov for at udvide sin finansredaktion betydeligt – og så mange finansjournalister, der ikke allerede sidder i solide stillinger, findes der heller ikke.

Men mon ikke det går. I hvert fald glæder jeg mig over TV2′s offensive udmelding omkring øget fokus på erhvervsstof. Gad vide, om DR ikke også snart opdager, at erhvervsstof og public service er foreneligt – om ikke andet så på DR2?

 

Lækre postkasser ifølge modediktatoren

Mine dygtige kollegaer har sammen med Jim Lyngvild lavet en kampagne for MEFA. Den handler om postkasser – Vis mig din postkasse – og skal være med til at sætte fokus på den ny postlov, som berører op mod 985.000 husejere – og naturligvis skal den også promovere MEFAs postkasser og løsninger. Kompliment til de herrer, ikke mindst for denne film: