Af Klaus Risom
Her på tredjedagen for de mangelfulde observationer skal det handle om, hvordan ikke-nyheder finder vej i nyhedsstrømmen.
Det bringer os til Sverige, hvor magasinet Chef med jævne mellemrum udvælger en markant leder og bedømmer vedkommende. 10. november får Jeanette Söderberg hidtil højeste pointhøst, nemlig 36: Alla dyrkar Ikea-Jeanette
Den dyrkelse bliver til nok en portrætartikel (sikkert blandt mange) i dag på Dagens Industri. Her skal det for en god ordens skyld tilføjes, at Ikea-Jeanette er en respekteret erhvervs-kendis i Sverige, som er gået hele vejen fra kasselinjen til direktionsgangene i Ikea, så succes er hende ikke uvant (kilde: smuk, svensk kollega).
Og hvad rager Ikea-Jeanettes 36 point i et svensk magasin så os? Ja, det er faktisk ikke helt let at svare på. Alligevel dukker ikke-nyheden op i Danmark med følgende overskrift: Ikea-kvinde er Sveriges bedste chef.
Børsens artikel henviser til omtalen fra Dagens Industri, som nok er fra i dag, men alligevel… Min opfattelse er dog, at aktualiteten (selv om historien jo reelt er et par dage gammel) er det tætteste, vi kommer på bare et af de klassiske nyhedskriterier. Muligvis havde det hjulpet en del, hvis journalisten havde valgt at fokusere mere på askepot-historien i Söderbergs imponerende karriere.
Dog vil jeg godt hive en håndfuld point op af lommen, fordi artiklen introducerer begrebet “Ikea-kvinde” – ikke-nyhed eller ej.
