Højsæsonen for offentliggørelse af årsregnskaber nærmer sig med hastige skridt og topper i februar. Mon ikke der i år er indført ekstraordinære foranstaltninger hos revisorerne, så man undgår at lave en IT-Factory eller lignende?
PR-mæssigt bør man altid forholde sig til årsregnskabet, for det giver en automatisk mulighed for at fortælle om ens virksomhed. Helt basalt består et regnskab jo af tal. De er i sig selv ret kedelige, men kan til gengæld bruges til at fortælle en historie. Helst en positiv en af slagsen – naturligvis.
Retrospektivt kan man jo fortælle, hvad der er sket i det forgangne år og koble tallene på som dokumentation. Her er det god skik at sammenligne 2008 med 2007 og forklare forskelle og ligheder. Ja, det kan faktisk være rigeligt med stof til en pressemeddelelse. Dog gør man sig selv en stor tjeneste, hvis man også stiller nogle forventninger op for 2009. Så kan journalisten nemlig komme hele vejen rundt om årsregnskabet, og virksomheden kan hejse et flag over for sine interessenter: Er der investeringer på vej? Flere ansatte? Nye produkter? Nye samarbejder? Nye markeder? Etc.
Hvad nu hvis årsregnskabet gemmer på noget skidt, eksempelvis røde tal eller et markant fald i overskudsgraden? Luk selv trolden ud af æsken og sørg samtidig for, at du har svar på tiltale, altså en forklaring på, hvorfor det ikke er gået som forventet. Herved undgår du, at journalisten selv “opdager” dårligdommene og vinkler dem efter behag. Her kan man pt. sige “det er finanskrisens skyld”, men der skal alligevel nok en anelse mere til for at imponere de fleste erhvervsjournalister.
I dag kom Nykredit med en teaser til deres kommende årsregnskab. Pressemeddelelsen er mere kompliceret, end jeg vil anbefale den gennemsnitlige virksomhed (som heller ikke skal tage hensyn til børsregler), men alligevel er der masser af inspiration at hente.
