Stop med at sparke

februar 27, 2009

…finanssektoren ligger jo allerede ned.

Forbrugerrådet slipper nu et nyt magasin løs, der skal holde finanssektoren i ørerne. Den lille ny hedder Tænk Penge.

Det er ikke en sjælden begivenhed, at forsikring, pension, realkredit eller banker bliver kritiseret i medierne - som oftest af interesseorganisationer, eller fordi de strides indbyrdes. Politikerne blander sig også gerne og lover indgreb over for disse “mørkemænd”. Manglende åbenhed omkring omkostninger, gebyrer eller afkast er næsten altid omdrejningspunkter i kritikken. 

Med Tænk Penge, der første gang udkommer d. 27. marts, er der god grund til at revidere kriseberedskaberne rundt omkring i finanssektoren. God arbejdslyst.


Yiiihhaaaaa…

februar 27, 2009

… som det vil være nogle læsere bekendt, har Klaus og jeg virkelig ventet på vores bog. Nu har jeg så endelig fået et reference-eksemplar. Så jeg er voldsomt glad. I løbet af dagen vil jeg scanne forsiden, så alle kan se den :-)


Markedsføringspris til Kontant

februar 27, 2009

I gamle dage frygtede enhver erhvervsmand, at Jersild ville ringe. I dag er det vel Kontant. Det er da også sjældent klassisk god markedsføring at blive offer i programmet. Alligevel har Kontant netop modtaget HBH Markedsføringsprisen på CBS.

Begrundelsen: ” Kontant er med til at hæve standarden for, hvad der er acceptabelt. De viser, at virksomhederne ikke bør og ikke kan slippe af sted med alt”.

Personligt synes jeg måske, de skulle have fået prisen for deres egen markedsføring. Det er i helt utrolig grad lykkedes Kontant at fremstå som om, de laver lødig journalistik. Reelt er set-upet i programmet jo, at man i 20 minutter helt ensidigt fremlægger en sag. Herefter stiller man så 4 ledende spørgsmål til “forbryderen”.

“Forbryderen” har i øvrigt typisk brugt dagen sammen med en kommunikationsrådgiver og forberedt et svar. Det medfører så, at han eller hun ikke reelt svarer på de ledende spørgsmål. Alt sammen selvfølgelig meget underholdende – men det overrasker mig gang på gang, at der stadig er virksomheder, der stiller op til den slags forbruger-show-journalistisk.

Selvom det er en journalist, der ringer, må man godt sige nej.


Prinsesse reder svensk erhvervsliv

februar 25, 2009

Jeg har været ude at rejse i dag, og derfor læste jeg svenske aviser. Det er nok ikke forbigået nogen, at den svenske kronprinsesse blev forlovet i går. Det er forholdsvis stort i mange danske medier – du kan garanteret forestille dig, hvordan det fylder i de svenske.

Så, der sidder nogle redaktører, som skal have det til at passe ind i lige netop deres redaktionelle profil. De skal vinkle historien.

Hvordan gør man så det, når man sidder på Dagens Industri, som er Sveriges svar på Dagbladet Børsen. Jo, man vinkler på, at brylluppet er et lyspunkt for svensk erhvervsliv her midt i finanskrisen. Man forventer at sælge for 2,5 mia. kroner ekstra, bare i bryllups-dims, 200 mio. kroner kommer hjem på turister og eksporten vil øges.

Pointen her er ikke royal, men at aviser vinkler, så en begivenhed passer til deres målgruppe. Det skal du tænke på, når du laver pressearbejde.


Dette er ikke en god ide (summary in English)

februar 25, 2009

Summary in English: This is not a good idea. Ryanair staff has confronted a blogger in a rather agressive way. Afterwards the head of communications at Ryanair supported his staff. There are many ways to get bad publicity and this is one of them.

Ryanair har valgt en temmelig aggressiv tone over for en blogger, som har fundet en fejl i deres bestillingssystem. De skriver blandt andet følgende sekvens:

“jason!
you’re an idiot and a liar!! fact is!
you’ve opened one session then another and requested a page meant for a different session, you are so stupid you dont even know how you did it! you dont get a free flight, there is no dynamic data to render which is prob why you got 0.00. what self respecting developer uses a crappy CMS such as word press anyway AND puts they’re mobile ph number online, i suppose even a prank call is better than nothing on a lonely sat evening!!”

Her er et link til bloggen

Ikke nok med det. Deres kommunikationschef har efterfølgende bakket sine medarbejderes tilsvining af bloggeren op i en offentlig udtalelse. Det skriver Magasinet Markedsføring om her

Der er mange måder at komme i PR-modvind på, og det her er så afgjort en af dem.


TV2 volder stadig politikerne problemer

februar 25, 2009

Der er noget, som tyder på, at det seneste politiske forlig om TV2 ikke er populært i EU. I hvert fald bliver der bedrevet krisestyring i Kulturministeriet oven på en artikel i Journalisten.

Ministeriets pressechef er således ude og “lukke trolden ud af æsken” som en reaktion på, at EU Kommissionen har mulighed for at trække godkendelsen af TV2′s redningsplan i langdrag og forlange ændringer, hvis den  finder, at redningsplanen er konkurrenceforvridende. Selve sagaen om TV2 er for kompliceret til at gå i detaljer med her.

“At lukke trolden ud af æsken” vil sige, at man selv vælger at breake en negativ historie for at tage broden af den. Hvis historien allerede er fortalt, kan den ikke opdages (ellers godt forsidestof) eller genfortælles med samme interesse for offentligheden (vi ved det jo allerede). Kort sagt går meget af nyhedsværdien fløjten.

I nærværende eksempel bliver der lagt op til, at det nuværende forlig vil bestå i sin grundsubstans, men at der nok vil blive lavet ændringer på detailniveau. Så er det sagt, og trolden er ude af æsken:

“Dybest set ligger der en aftale. Derudover kan der være delelementer, som de vurderer skal tilbage til Danmark igen. Men de kan ikke ændre på aftalen grundlæggende, for den er jo lavet af et flertal i Folketinget”


Enkelte dagblade i fremgang

februar 23, 2009

Tidligere på denne blog har jeg dømt de traditionelle dagblade til den visse avisdød. Men ikke alt ser sort ud. Eksempelvis Politiken ser ud til at have vendt skuden i en januar08-09 sammenligning. Dog viser opgørelsen på Mediawatch, at mange andre har det mere end svært.


Så galt kan det gå, når man ikke ringer tilbage

februar 23, 2009

For et par dage siden stillede jeg spørgsmålet; Hvor ofte kan man tillade sig at ringe til en journalist? Her er så et eksempel, som går den anden vej og viser, hvor galt det kan gå, hvis man ringer tilbage til en journalist meget sent. En usædvanligt arrogant journalist slutter en samtale med en kilde med; “When the media calls you, you jump, OK!” Og det giver lidt efterfølgende svineri frem og tilbage mellem kilde og journalist – meget underholdende.

Lad det være sagt med det samme. Hvis man gerne vil i medierne, er det en rigtig god ide at ringe tilbage hurtigt, hvis en journalist ringer. Men: Man er altså ikke mere forpligtet til at ringe tilbage til en journalist, end til alle andre mennesker.


Skyderier som nyhedskrog

februar 23, 2009

Skyderierne i København fylder meget i mediebilledet – og med rette. Helt nøgternt lever sådanne begivenheder nemlig op til alle nyhedskriterierne: Sensation, aktualitet, relevans, konflikt og identifikation.

Virksomheder kan PR-mæssigt læne sig op ad aktuelle begivenheder (nyhedskrog), der lige pludselig giver nyhedsværdi til de produkter eller ydelser, som de lever af. Et eksempel på det i forbindelse med skyderierne i København er en lille virksomhed, der blandt andet sælger skudsikre veste. Ekstra Bladet bringer i dag et interview med indehaveren, som oplever stor efterspørgsel.

For virksomheden giver det noget omtale, og journalisten får en ny vinkel at belyse et aktuelt emne ud fra.


Astrologien indtager erhvervsjournalistikken

februar 21, 2009

Det havde jeg simpelthen ikke set komme.

Jeg har netop læst en artikel på epn, som belyser finanskrisen ud fra et astrologisk synspunkt. Og jeg må indrømme, at det forvirrer mig en hel del: Skal jeg grine? Skal jeg græde? Eller skal jeg apatisk lade mit blik prøve at finde en plet på en hvid væg?

Min forvirring skyldes, at jeg ud fra artiklen ikke kan hitte ud af, om det er for sjov (set ud fra et erhvervsjournalistisk synspunkt), eller om det er i ramme alvor, at man har givet taletid og spalteplads til en astrolog, der om krisen eksempelvis udtaler:

“Astrologer vidste godt, der ville ske store ændringer i 2008, men ikke hvor omfattende konsekvenserne ville blive.”

Og med samme tyngde forudsiger astrologen, at 2010 bliver “sandhedens time”:

“Juli, august og september er en kritisk periode, hvor hovmod står for fald. Gamle, velrenommerede firmaer forsvinder. De krakker eller vælger selv at holde op, men det skal man ikke nødvendigvis begræde, for den måde, de gør tingene på, viser sig at være ineffektiv. Regler og metoder, der har virket i mange år, virker ikke længere.”

Jamen, jamen… Vi befinder os i sandhed midt i en krise – og intellektuelt forfald.


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.