Pressemøder er noget, som Fanden har skabt – eller Gud i særdeles beruset tilstand. Men engang imellem er de ikke til at komme uden om. Det gælder eksempelvis, når truppen til fodboldlandsholdet bliver udtaget, når der udskrives folketingsvalg, og når der er skandaler på menuen.
IT Factory-sagen hører selvfølgelig til i den sidste kategori. Her blev der afholdt et pressemøde, da Jensby havde opdaget (eller hvordan det hele nu hænger sammen), at Bagger var smuttet, og det hele var løgn og bedrag. Nu har JP så fået fingre i det notat, som Jensby brugte i sin forberedelse.
Der er nok tale om et Q&A. Hvis du læser artiklen, er du ikke i tvivl om, at det er temmelig skurkagtigt, at Jensby har forberedt sig til pressemødet.
I stedet for at rase over, at Jensby forbereder sig, skulle journalisterne hellere glæde sig over, at han rent faktisk gør det. Ellers ville de få en sludder for en sladder blandet op med “ingen kommentarer”. Med andre ord: ingen forberedelse, ingen pressemøde – for alle parters skyld.
