De kommende dage bringer vi starten af de 7 kapitler i vores bog PR-manual for mindre virksomheder, så du kan danne dig et indtryk af den.
Kom nu i gang!
”Nej, vi skal lige have vores mission, vision og værdier på plads, før vi melder noget ud.”
Nej. Kom nu i gang!
”Måske skulle vi lige arbejde lidt mere med vores strategi-proces, før vi går i medierne.”
Nix. Kom i gang!
”Jamen…”
Du vil gerne i medierne, og hvis du er, som folk er flest, har du mange undskyldninger for ikke at gøre noget ved det. Måske fordi du har hørt om virksomheder, der er blevet slagtet i DR’s Kontant eller TV2’s Basta. Eller fordi du tænker, at din virksomhed ikke er stor nok. Eller du ved måske ikke nok om emnet.
Vores råd er: Kom i gang. Lad være med at vente to år på, at din virksomhed får gennemført en strategiproces eller får formuleret sit værdigrundlag helt ned i mindste detalje. I virkeligheden ved du jo godt, hvad I vil i virksomheden. Du har i hvert fald en ide om, hvordan du gerne vil have, at omverdenen tænker om dig og din virksomhed. Og det er det, der skal i medierne.
Vores forslag er derfor, at du læser denne bog og bruger den som manual til at lave din første pressemeddelelse. Bogen er nemlig bygget op på en sådan måde, at læser du den fra en ende af og gør, som vi siger, så kommer der en pressemeddelelse – og formentlig noget omtale – ud i den anden ende.
Lidt banalt sagt drejer pressearbejde sig om:
· At finde og udvikle virksomhedens gode historier
· At sætte sig mål for, hvad pressearbejdet skal hjælpe din virksomhed med
· At finde de medier, som når dine målgrupper
· At formulere historien, så den er interessant for journalister og
· At kontakte journalisten
Det sidste er nok i virkeligheden det vigtigste, men hvis du læser denne bog fra ende til anden, kommer du igennem det hele.

[...] til kapitel 2 i vores bog; PR-manual for mindre virksomheder. Du kan se uddrag af kapitel 1 her. I løbet af de kommende dage lægger vi indledningen til alle kapitlerne [...]