Hvad gør pressen ved finanskrisen og omvendt?

Niels Schreiner Andersen, som er direktør i SAM Headhunting Group tager det i dag i Børsen det spændende spørgsmål om pressen rolle i finanskrisen op. Det er et emne, som jeg synes, er vanvittigt spændende, og hvor jeg ikke helt selv har fundet mine fødder. Hvad mener du?

I indlægget opfordrer han pressen til ikke at fordreje udviklingen i positiv retning, men have lidt mere balance i dækningen. Altså lidt flere positive historier.

Det er ikke første gang, erhvervsfolk har kritiseret pressen for at være for negativ og dermed have en del af skylden for den nuværende økonomiske krise. Jeg er da heller ikke et øjeblik i tvivl om, at medierne har svælget i negative historier. Vi har selv her på bloggen skrevet om, at alt lige nu kan sælges til medierne med finanskrise som stempel.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at det påvirker økonomien. Vi køber lidt mindre ind – både privat og i vores virksomheder – når vi er usikre på, om vi har lige så god økonomi næste år. Og i den forbindelse lytter vi selvfølgelig til medierne.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at medierne sagtens kunne vælge at se verden fra en anden vinkel. Én historie kan sagtens have flere vinkler.

Jeg er mere i tvivl om, hvorvidt medierne skal gøre noget ved det. Altså om de skal skrive flere positive historer. Erhvervsbladet har forsøgt sig med en redaktionel linie, som viser vejen ud af krisen, og Børsen prøver noget af det samme. Men jeg er nok så meget pluralist, at jeg mener, at journalisterne skal beskrive verden, som de ser den. Ikke gå erhvervslivets (eller nogen andens) ærinde.

Man hørte da heller ikke mange erhvervsledere skælde ud på medierne, da de i starten af 2000-tallet beskrev økonomien i endog særdeles positive vendinger. Det var den gang – hvis nogen kan huske så langt tilbage – at boligmarkedet nærmest blev en del af luftfartsindustrien (i hvert fald have boligpriserne vinger).

Realøkonomisk var det vel i virkeligheden her det gik galt. Man fik talt økonomien helt, helt ud af proportioner. Folk troede, at hvis de ikke købte et hus nu (til vilde priser), så fik de aldrig mulighed for at komme ind på boligmarkedet. Folk troede, at bare de havde en ide til et ejendomsprojekt, så kunne de realisere det – helt uden erfaring fra branche. What’s goes up, must come down, som det vist hedder.

Og det medvirkede medierne til. Jeg lavede engang en søgning i Cisions database over journalister, og der var 6 journalister på Jyllands-Posten, som havde bolig som stofområde. Der var altså 6 mennesker, der arbejde med noget så uendeligt kedeligt som realkreditlån og ejendomsmæglere.

Jeg tror nok, at det var i opgangstiderne, det gik galt. Det var her medierne hjalp med at skrue det hele derop, hvor det ikke kunne holde. Hvor man skiftede job til 10.000 mere om måneden, hver gang Niels fra SAM Headhunting ringede. Måske var det der, medierne skulle have skrevet nogle flere negative historier?