Kampen om det danske flyvevåben

Søren Gade har i dag meddelt, at beslutningen om, hvilket jagerfly der skal afløse F-16, bliver udskudt til efteråret.

Da udskiftningen af jagerfly ikke er en billig omgang, er der naturligt nok stor interesse for at blive leverandør. Tre koncerner er med i slutspillet: svenske Saab, amerikanske Boeing og ligeledes amerikanske Lockheed Martin.

Disse tre flyproducenter har utvivlsomt stillet mange midler til rådighed for lobbyister, PR-folk og andet godtfolk, der har haft til opgave at påvirke Forsvarsudvalget (beslutningstager), enkeltpolitikere (vil du med på jagt?), Forsvarsministeriet (skal komme med en anbefaling) samt opinionen.

Mens lobbyisme er vanskelig at identificere – med mindre man altså selv deltager – er det anderledes simpelt at identificere PR-arbejdet.

Her er Boeing kommet med en gevaldig slutspurt:

15. april: Flyfabrikant lokker med danske job

3. april: Boeing-aftale vil forgylde Systematic

11. marts: Vestas går sammen med Boeing

Gennem de seneste par år har de andre dog heller ikke holdt sig tilbage, hvilket en simpel mediesøgning vil afsløre. Og min mistanke er, at deres ihærdighed har stor indflydelse på, at Forsvarsudvalget har udskudt den endelige beslutning om valg af flytype og dermed også leverandør.

Hvis du kender en frustreret student, som mangler noget interessant at skrive sit speciale i kommunikation eller politologi om, er min anbefaling at kaste sig over netop dette emne.

Læg en kommentar