Myter om PR

Som kommunikationsfolk har vi en lang række ting, vi antager er eviggyldige sandheder (eller i hvert fald næsten). Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at tackle nogen af dem. Men hvilke har vi egentlig – giv jeres bud?

Nogle af mine bud:

Aldrig “ingen kommentarer”. Det er altid bedre at deltage, når medierne spørger, end ikke at deltage. Men er det altid rigtigt? Og hvornår er det ikke rigtigt?

Corporate Social Responsibility er vejen frem. Politiker om etik, bæredygtighed og den slags hippie-hejs er et gode i en virksomheds kommunikation. Men er det nu også det?

Anyway; hvilke dogmer har vi? Og holder de altid vand?

Ny PR-bog får hård medfart

Bæredygtig kommunikation er titlen på en ny dansk bog om PR, som tager fat om virksomheders motivation for at fremstå bæredygtige og grønne. Læs en beskrivelse her

Bogen er henvendt til store virksomheder med fuldvoksne kommunikations- og marketingafdelinger.

Jeg har ikke selv læst bogen (endnu), men det har en fra målgruppen, som også har anmeldt den for Børsen. Det drejer sig om Frank Dybdal Lilleøre fra Danske Bank. Han giver bogen følgende salut med på vejen:

“Bogen er modig og givetvis godt ment. Der er mange gode eksempler og betragtninger. Den ægger til debat med sine provokerende spørgsmål og idealistiske svar.

Men den er også frelst og selvmodsigende. Først at udpege kommunikationsfolk som hovedanklagede for virksomhedens hvidvaskning af information og så derefter proklamere, at de bør stå i spidsen for en etisk inkvisition.”

7 fejl i kontakten med journalister

@SashaHalima har skrevet en lille artikel om de 7 fejl, som PR-folk begår i deres samarbejde med journalister.

Essensen er:

• De kender ikke til journalistik som fag
• De følger op på pressemeddelelser
• De respekterer ikke deadlines
• De siger ikke; “har du tid nu?” når de ringer til journalister
• De ringer flere gange om dagen
• De ringer for at bekræfte aftaler
• De puster deres virksomhed op

Der er mange gode pointer i artiklen, men: Den bærer lidt præg af en lidt gammeldags (efter min mening) respekt for journalister. Efter min mening kan man altså godt tillade sig at kontakte journalister, hvis man har en god historie. Det er faktisk det, journalister lever af – at finde god historier. Og i den forbindelse er de 100 % afhængige af at have gode kilder. De fleste journalister vil hellere have tilbudt en historie for meget end en for lidt, om man så må sige.

Vi har skrevet om det før på vores blog under overskriften; hvor mange gange kan man ringe til en journalist? Her var der en god håndfuld af vores kollegaer – både journalister og PR-folk – som bidrog. Og konklusionen var vel egentlig, at man kan ringe til en journalist, ligeså ofte man har en god historie.

Journalister på Twitter

Min gamle arbejdsplads Cision har lavet en hjemmeside, hvor man kan følge journalister på Twitter. I løbet af kort tid har de lovet, at der kommer nordiske journalister i strømmen: JournalistTweets.com. Det glæder jeg mig til at se.

Måske bliver det en god indsigt i den journalistiske proces – eller en masse navlepilleri.

Journalister er fordrukne…

Man skal aldrig ringe til en journalist meget tidligt om morgenen. Det har jeg altid fået at vide, og nu ved jeg også hvorfor. En britisk undersøgelse viser nemlig, at journalister er den befolkningsgruppe, som drikker allermest – 44 genstande om ugen i snit. Og hvorfor skulle det være anerledes i Danmark

Historien fandt jeg hos Journalisten.

Case: København skal helst stå stille

Hvis der er nogen, som kender til betydningen af offentlighedens holdning, er det developere, arkitekter og andre, der gerne vil opføre nye bygninger eller på anden vis ændre omgivelserne. Før man begiver sig ud i sådanne projekter, er det vigtigt at gøre sig klart, hvem nøgleinteressenterne er, og hvordan man kan tage initiativet i kommunikationen, så det ikke er modstanderne af projektet, der først giver lyd fra sig.

I denne sammnhæng er Danmarks Naturfredningsforening frygtet, idet gammel (nogen vil mene forældet) lovgivning giver dem ret til at modsætte sig temmelig mange ting i naturens navn. Og hvem husker ikke Jyder mod overflødige motorveje? De eksisterer stadig.

I københavn er den yndede kampskueplads Rådhuspladsen, og nu er den gal igen. DI’s hovedkvarter skal udvides og moderniseres, men det bliver ikke med Tivolis gode vilje.

Selvsamme Tivoli mærkede ellers på egen krop samme type vrede, da man for et par år siden gerne ville rive en arkitektonisk set forloren bygning ned og gøre plads til et glastårn. Det fik de ikke lov til.

Danmarks måske mest omdiskuterede bygning ligger også på Rådhuspladsen i København. Det er busterminalen, som i øvrigt bliver revet ned i forbindelse med udvidelsen af metronettet. Om den sagde Klaus Bondam i 2007:

“Jeg kan ikke forestille mig, at der er en eneste på Rådhuset, der vil gå ind for, at vi pakker den i kasser og sætter den op igen, når metroen er færdig i 2017″

Det bliver interessant at følge debatten omkring DI’s planer i den kommende tid og ikke mindst se, om de får lov til at føre dem ud i livet.

Farvel til et megabrand

Søndag d. 24. maj tager publikum på San Siro afsked med Paolo Maldini, AC Milans mangeårige anfører.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Maldini for mig er det absolut største fodboldikon nogensinde. Jeg kan mærke, at jeg virkelig skal passe på ikke at blive for rørstrømsk og storladen i dette indlæg.

Nuvel, fodbold er moderne gladiatorsport, en del af underholdningsindustrien, en pengemaskine på godt og ondt. Den næres af interesse for og identifikation med klubberne og ikke mindst spillerne. Nok findes der mange farverige præsidenter og trænere, men det er spillerne, som sælger merchandise og billetter samt giver medierne stof til at bringe den ene historie efter den anden.

I den sammenhæng er Maldini et megabrand og en kulturbærer for AC Milan. Jeg kan simpelthen ikke erindre, at der har været skrevet eller kommenteret negativt om ham nogensinde. En position han deler med få andre: Del Piero i Juventus, Raul i Real Madrid og Ryan Giggs i Manchester United.

Derfor efterlader Maldini et kommunikations- og brandmæssigt stort hul i fodboldforretningen AC Milan, der dog ikke forpasser muligheden for at tjene en skilling en sidste gang:

“A Sunday of celebrations with a double significance: the last home game of Serie A coincides with Maldini’s salute to the San Siro public and for the occasion Milan will go on the pitch in the match against Roma with the new 2009/10 shirt. For the Rossoneri hearts there will be the possibility of purchasing the new Rossoneri’s shirt, personalized “MALDINI 3″ and enriched by the celebrative patch “Tre solo per te” at the San Siro Store.”

PR for længere straf

Det er sjældent, man ser et PR-bureau arbejde på vegne af et offers familie i en kampagne direkte rettet mod retssystemet. Derfor fortjener;Adult time for adult crime, næsten lidt opmærksomhed.

Historien er kort, at en 17-årig fyr med en hammer forsøger at myrde sin 16-årige ex-kæreste. Han sidder nu i husarrest, og anklageren har meddelt, at han vil komme for en ungdomsdomstol.

Det er familien til den 16-årige pige ikke videre tilfredse med. Derfor har de hyret PR-bureauet Forge Communications, som blandt andet har det specielt, amerikanerne kalder litigation PR (håndtering af den mediemæssige side af retssager).

Nå: Jeg er meget i tvivl. Er det her ok? Jeg er faktisk helt sikker på, at det er ganske usundt for familien at fokusere deres kræfter på forbryderen i stedet for deres pige. Men hvis vi ser bort fra det.

Er det så i orden, at man forsøger at påvirke retssystemet med PR? Jeg er forholdsvis sikker på, at anklagere i hvert fald ikke er imune over for, hvad medierne skriver om deres sag. Jeg synes i hvert fald, det bliver spændende at se, om det her lykkes.

Skandale-PR når det er bedst

En af vejene til at skabe bred folkelig interesse for noget, som ellers ikke er for det brede publikum, er ved at gøre det skandaløst interessant. Et mesterligt eksempel på det er al den virak, der er skabt omkring Lars von Triers seneste film Antichrist, som på rekordtid er blevet solgt til hele verden.

Her kommer et lille udvalg af de ting, som Zentropa og co. har fortalt om filmen:

Angiveligt er filmen så grænseoverskridende, at man til visse markeder cutter de klammeste scener ud

Charlotte Gainsbourg var med på den værste – næsten. Hun ville ikke hamre en brændeknude ind i en stiv pik

Der er blodig sex og klitorisafklipning

Willem Dafoe skulle spørge konen om lov til at medvirke

Sådanne udmeldinger er guf for medierne. Der er sensation, konflikt, aktualitet og identifikation. Sidstnævnte på grund af, at sex er det store omdrejningspunkt. Nu tænker du nok følgende: ‘jamen, jeg er sgu da ikke til voldelig og makaber sex’. Nej, men du tager stilling til det.

Hertil skal naturligvis lægges Lars von Trier selv samt alle dem, der har en mere (filmkyndige) elle mindre (voxpops med kendte og ukendte) kvalificeret mening om filmen. Og så er der også dem, som mener, at Trier hader kvinder – minder lidt for meget om hetzen imod Jørgen Leth for et par år siden.

Uden at have set filmen er det min formodning, at Antichrist er en af Triers mest snævre film, som nok vil skrive sig ind i den kunsteriske filmhistorie, men som ikke er for det brede publikum. Muligvis bliver den kun overgået af Tries svendestykke, The Element of Crime, der er ren æstetik. Derfor bliver det spændende at se, om den umiddelbare folkelige interesse bliver omsat til reelt billetsalg i de kommende måneder. Ellers må Zentropa nøjes med skandalen.

Din olineprofil

På fredag skal jeg holde et brainstorming-møde med Bastian fra BLINDesign om onlineprofil. Det glæder jeg mig på rigtigt mange måder meget til.

Men det har fået mig til at tænke på, hvor meget man egentlig efterhånden skal passe på sin onlineprofil. I gamle dage kunne man komme i avisen med en dårlig sag, og så pakkede fiskehandlerne deres produkter ind i dem dagen efter. Men man pakker jo ikke fisk ind i internettet, som vi tidligere har skrevet om. Beskyttelsen af ens navn kan både gå på ens virksomhed, ens produkt – eller ens virkelige, fysiske navn.

Lad os nu sige, at man er en ung mand fra Silkeborg, som kommer til København. Her kommer man til at deltage i de forkerte gadefester og – og det er jo endnu værre – man kommer til at udtale sig positivt om hærværk og grafitti. På et eller andet tidspunkt bliver man klogere – for det gør man jo. Man færdiggør sin uddannelse og søger et job. Det ville jo faktisk ikke være et problem for 10 år siden. HR-chefen ville have læst ens CV og ansøgning, måske ringet til en eller flere af ens gode venner og fået en positiv historie.

I dag; søger han på Valdemar Markussen på Google – ØV! – for Valdemar.

Hvordan ser din onlineprofil ud? Og gør du noget for at beskytte den – jeg modtager gerne input og ideer.