Det går stærkt … for stærkt

Andemishandling var en and og Rådyr i bøf-Jensens hegn var fup. To dage, to historier om dyr, der hhv. døde og blev mishandlet på bestialsk vis. Begge historier var på forsiden af bt.dk og eb.dk. Og så var de forkerte, fup, løgn.

Det går sindssygt stærkt i medierne. Den gamle journalistiske dyd om at chekke og dobbeltchekke fakta er åbenbart ikke længere mulig. Slet ikke i online-medierne. Oven i købet er det ofte sådan, at medierne ikke retter fejlene, selv når de bliver opmærksomme på det. Eksempelvis kan man stadig her til morgen læse historien om Bøf-Jensens rådyr som blev flænset og ædt levende. En historie, som BT altså selv beskriver som fup.

I gamle dage, da jeg startede i PR-branchen, kunne man trække på skuldrene af den slags og sige; “at man jo pakker fisk ind i gårdsdagens aviser.” Men; man pakker jo ikke fisk ind i internettet. Og i fremtiden bliver et flænset og levende-ædt rådyr altså en del af Bøf-Jensens image. Det er da ærgerligt for Jensen – specielt fordi det jo åbenbart er løgn.

Update: Søren fra dseneste har fulgt historiens gang på nettet lidt mere i detaljer her.

Alt det her udgør et problem for virksomheder, som gerne vil styre og kontrollere deres image. Man er nok nødt til at erkende, at som mediebilledet er i dag, kan det ikke lade sig gøre. Det bedste våben er i virkeligheden årvågenhed og deltagelse.

Derfor skal virksomhederne:

Sørge for hele tiden at overvåge mediebilledet på deres firma- og produktnavne samt andre emner, som interesserer dem. Det kan man gøre på flere måder. Man kan sætte Google Alerts op. Man kan via RSS overvåge de blogs og hjemmesider som er særligt relevante for ens branche. Eller man kan bede et af de efterhånden mange medieovervågningsfirmaer om at gøre arbejdet.

Derudover er virksomhederne efterhånden nødt til at deltage i den dialog, som foregår på nettet. På den måde kan man i det mindste sørge for, at omtalen af ens person, firma og produkt er balanceret.

Men styre det, kan man ikke længere.

3 svar to “Det går stærkt … for stærkt”

  1. Lars K Jensen siger:

    Ohøj, blot en hurtig bemærkning:

    Artiklen på ekstrabladet.dk er blevet opdateret, så evt. læsere nu kan se, at der er kommet nye oplysninger i sagen.

    Men ja, det er en god pointe – artikler skal holdes opdateret – det er god læserservice.

    // Lars

    Redaktionel Projektleder,
    ekstrabladet.dk

  2. Jacob Høedt Larsen siger:

    Det er nemlig god læserservice – tak for inputtet. Nu har jeg jo brugt BT.dk som eksempel, og jeg skal da også sige, at hvis man er virkelig opmærksom, vil man ved siden af den gamle BT-historie kunne se et link til den nye om, at det var fup.

  3. Skal medierne rette eller dementere? « TaleGaver siger:

    [...] har tidligere beskæftiget os med det i artiklen, det går stærkt… for stærkt. Sagen var artikel om, at et rådyr var blevet flænset og ædt levende i et hegn, som tilhørte [...]

Læg en kommentar