63 pct. af de danske erhvervsledere ønsker, at deres virksomheder kommunikerer mere om deres CSR-aktiviteter (Corporate Social Responsibility). Det skriver kommunikationschef Peter Holm fra Skandia Danmark i dag i Børsen (den ligger desværre ikke online men står på side 2 i selve avisen). Hans pointe er derfor, at danske virksomheder skal smide Janteloven og kommunikere om deres velgørenhed.
Det gør Skandia i øvrigt selv, blandt andet med en drejebog om socialt arbejde i arbejdstiden.
CSR og kommunikation er et utroligt spændende område. Selv er jeg en lille smule skeptisk over for kommunikation af social ansvarlighed. Hos Valad arbejder vi eksempelvis meget med energi og bæredygtighed i vores ejendomme. Vi vil også gerne kommunikere det, men jeg er alligevel lidt tilbageholdende. Hvis man sætter sig op på den høje hest, risikerer man at slå sig, når man dratter ned. Og jeg synes at kunne se i mediebilledet, at det netop er dem, der bruger deres sociale ansvarlighed aktivt, der får tæskene.
Omvendt skal man naturligvis ikke blive skudræd. Hvis man gør noget godt, bør omverdenen og så vide det.
Det kræver dog én ting; nemlig at den sociale ansvarlighed er funderet bredere end i kommunikationsafdelingen. Jeg synes, man ser for mange projekter, som er født for at kunne kommunikeres og ikke stikker dybere. Sådan virker det nu ikke med Skandia, og så er jeg enig i, at det bare er med at komme ud over stepperne.

Jacob Høedt Larsen kommenterer i sin blog på mit indlæg i Dagbladet Børsen (30/06/09).
Min pointe er for så vidt ikke, at virksomhederne skal sætte sig op på den høje hest. For i det udtryk ligger det implicit, at det der kommunikeres er svagt funderet i virksomheden. Men på det punkt adskiller CSR kommunikation sig ikke væsentligt fra al mulig anden kommunikation. Det er substansen der er afgørende.
Og ja, CSR skal funderes i virksomhedens strategi og ikke i den afdeling der tilfældigvis synes det er ‘månedens gode idé’.
Så lad dette være en invitation til Valad om noget mere CSR kommunikation – nogen kunne gå hen at blive inspireret.
Det vil jeg tage op.
Men Peter Holms pointe er helt rigtig, nemlig at social ansvarlighed skal være funderet solidt i virksomheden, hvis den skal kunne kommunikeres fornuftigt.
Endnu engang viser det bare, at kommunikation også kræver indhold.