I dag er det kommet frem, at golfspilleren Søren Hansen uden held har forsøgt at få nedlagt navneforbud i en verserende sag, hvor han står anklaget for skattesvig i millionklassen.
For godt en måned siden var der ellers en anden særdeles kendt person, som fik et navneforbud igennem i en sag, som ellers er meget mildere – hvis man ser på de potentielle juridiske konsekvenser.
Jeg er glad for, at der ikke er dannet præcedens for at nedlægge navneforbud, når kendte mennesker står anklaget for at have brudt loven. Det ville være et meget uheldigt signal at sende. Læs mere om betingelserne for et navneforbud her
Set ud fra et PR-mæssigt synspunkt gavner et navneforbud heller ikke nødvendigvis særlig meget. Især ikke når identiteten på vedkommende allerede er en offentlig hemmlighed. Det har som bekendt ført til en lang række artikler baseret på tvivlsomme, anonyme kilder, der udtaler sig om det ene og det andet. Det er svært at tage til genmæle mod, når man ikke kan stå frem og fortælle sin egen version af sagen.
Nu kan de to kendis-sager på ingen måde sammenlignes direkte. Men det er påfaldende lidt, der er skrevet om Søren Hansens sag i forhold til den anden. En af årsagerne er, at Søren Hansen har haft mulighed for at optræde i offentligheden og i den forbindelse gentagne gange har afvist anklagerne. Det virker meget mere overbevisende end, når det er advokaten, som går ud og siger det.
En anden årsag er, at potentielle skandaler bliver mindre interessante, når de er lukket ud af æsken. Så er det langt mere spændende med anonymitet, mørklægning, navneforbud, etc.
Skrevet af Klaus Risom 
