Fejl sker alle steder. Også hos medierne. Her er praksis, at man efterfølgende kommer med en dementi, hvor man beklager fejlen og desuden fortæller, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.
Denne praksis har fungeret nogenlunde i mange år, men nu hvor netmedierne i stigende grad dominerer nyhedsstrømmen, er der behov for en ny tilgang til, hvordan man forholder sig til dementier. Problemet er nemlig, at netmedierne er alt for dårlige til at pille artikler med fejlagtige oplysninger af igen – eller rette dem. Og online artikler bliver som bekendt ikke brugt til at pakke fisk ind i, men forbliver tilgængelige i rigtig, rigtig lang tid.
I går blev Wonderful Copenhagen hængt ud for at have haft annoncer for købesex i deres turistbrochurer. Det var Ritzau, som lavede historien, og den blev bragt i en lang række medier. Problemet er bare, at Wonderful Copenhagen aldrig har haft sådanne annoncer i deres materiale. Men hvis du kun støder på artiklen med de fejlagtige oplysninger, så…
For mig at se er der kun to løsninger på dette: 1) Man må lovgive på området; 2) eller journalister og medier må selv tage hånd om problemet og konsekvent rette eller fjerne artikler med fejlagtige oplysninger. Sidstnævnte vil naturligvis være at foretrække.
Skrevet af Klaus Risom 
