Skråplan: Målet helliger ikke midlet

TV2-bossen Merete Eldrup har været ude og kommentere på Operation X’ minkavler-udsendelse. Jeg synes, at det er både glædeligt og rigtigt af hende at komme på banen i denne sag. En chef skal udvise ansvar, og det gør hun. Men jeg er ikke helt enig i de synspunkter, som hun giver udtryk for i TV2-top presset i pelsdyrsag.

Pelsdyravlerforeningen gjorde modstand

Vi kunne jo se, at der blev brugt pressionsmidler for at få sagen til at handle om journalistiske værktøjer snarere end indholdet af udsendelsen. Det er en debat, vi gerne tager, men det er ærgerligt, hvis det fjerner fokus fra det reelle indhold.

Det er ganske rigtig ærgerligt, når form bliver vigtigere end indhold. Især når det gælder journalistisk formidling. Men når man dels vælger at skrue Operation X-udsendelserne sammen på den måde, man gør, og når man dels vælger at lade stråmænd indhente sin dokumentation på åbenlys ulovlig vis, ja så beder man i den grad om, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved måden, de journalistiske værktøjer anvendes på.

Jeg synes ikke, at Pelsdyravlerforeningens tiltag i denne forbindelse var hele vejen igennem vellykkede, men jeg har stor respekt for, at de ikke bare lægger sig ned og tager imod.

Brugen af aktivister

Det kan altid diskuteres, om det er i orden at bruge aktivister, og om vi overhovedet skulle have ladet dem komme til orde. Men vi har et regelsæt, der siger, at skjulte optagelser kan bruges, hvis vi ikke kan dokumentere hændelserne på anden vis, og det kunne vi ikke i dette tilfælde.

Dette citat illustrerer på bedste vis kernen i problemstillingen. Og her er min holdning klar: Målet kan aldrig hellige midlet. Man kan ikke forsvare understøttelse af strafbare handlinger (såsom indbrud og hærværk) med, at det journalistisk set var en nødvendighed. For mig er denne form for logik lige så ugyldig som det, at man er ved at komme for sent til en aftale, giver en lov til at køre over for rødt.

Se også: Mink, form og etik

Se også: Svindel-program under anklage

Ét svar to “Skråplan: Målet helliger ikke midlet”

  1. Jacob Høedt Larsen siger:

    Når diskussioner om “journalistiske” programmer ofte kommer til at handle om form i stedet for indhold, er det simpelthen fordi mange “journalistiske” programmer i dag er mere form end indhold – desværre.

    Det gør sig i høj grad gældende for Operation X, som har en helt klar form, der er endog meget diskutabel.

    Eksempelvis kan Operation X ikke fungere uden en Skurk med stort S. Det betyder, at man meget klart vælger side i programmet. I sin yderste form handler programmet jo om, at man gennem 55 minutter gør alt for at lægge op til et kritisk interview med Skurken. Så bliver Skurken overfaldet med et kamera i ganske få minutter, hvorefter Spiegelhauer kigger ind i kameraet og siger et eller andet resignerende.

    Det er ikke journalistik – det er underholdning. Og derfor er det klart, at Pelsdyravlere og andre, der kommer i kløerne på programmet, forsøger at forsvare sig uden for programmet. Det er nemlig ikke meningen, at der skal kunne lade sig gøre i programmet. Det er form, ikke indhold – og derfor diskuterer vi form.

Læg en kommentar