Blogger relations – altså PR i forhold til blog-skribenter – er meget moderne blandt PR-folk. Teorien bag er, at bloggerne øver stor indflydelse på deres læsere. Der er bare noget, der tyder på, at PR-folk er rigtigt dårlige til at have relation til bloggerne. Senest er det gået galt for Helvedes Køkken – TV-programmet, som lige nu sendes på TV2. Det skyldes formentlig, at bloggerne og PR-folkenes verdener ser utroligt forskellige ud.
PR-folkenes verden
Rigtigt mange af de historier, du læser i medierne er et resultat af et samarbejde mellem en journalist og et menneske, som er ansat til at få historier i medierne. Den sidste kan være en pressemedarbejder eller en ansat på et PR-bureau. Faktisk viste en helt ny undersøgelse fra Australien, at mere end halvdelen af alle nyhedshistorier er fremkommet på den måde. Et godt bud er, at det ser nogenlunde sådan ud i Danmark også.
Det skyldes, at medier er forretninger, der skal levere indhold og gode historier til deres læsere, seere og lyttere. Journalister er i bund og grund ansat til at producere nogle spaltemillimeter – hver eneste dag, året rundt. Færre og færre journalister producerer flere og flere historier. Det viste en nylig undersøgelse, hvor nogle forskere havde opgjort samtlige nyhedsartikler i uge 46.
Det betyder så, at journalister tager imod godt, skræddersyet pressemateriale med kyshånd. Og under normale omstændigheder kunne en journalist ikke drømme om at skrive negativt om selve samarbejdet med PR-folkene. Det ville være medieverdenens svar på at bide den hånd, der fodrer dig. Hvis en pressemedarbejder behandler en journalist dårligt, så lader journalisten bare være med at skrive historien.
Bloggernes verden
Sådan tænker bloggere ikke. Det viser en række blogindlæg fra madbloggere, som folkene bag Helvedes Køkken har inviteret med til optagelserne:
Historierne om programmet blev altså til historier om den PR, som lå bagved. PR-folk kan lære en hel del af at læse de her blogindlæg.
Bloggere skal nemlig ikke ”bare” fylde avisen med ord, som baggrund for nogle annoncer. Bloggere er typisk engagerede mennesker. De tjener fra ingenting til uenligt lidt på deres aktiviteter. Derfor kan man heller ikke behandle dem som journalister og forvente, at de reagerer som journalister.
Hvad så?
Men hvad gør man så, hvis bloggere er en vigtig del af ens PR-strategi. Jeg ved det ikke. Eller kan i hvert fald ikke komme med et meget klart svar. Og det er et felt, som helt sikkert kommer til at udvikle sig. Man kan starte med at læse: 10 steps to building a better blogger-relations program.
Er du blogger? I så fald:
- Er du overhovedet interesseret i at opbygge relationer til kilder i virksomheder etc.?
- Hvordan skal de tage fat i dig?
Er du PR-mand (eller kvinde)?
- Har du gode eller dårlige erfaringer med relationer til bloggere?
- Hvad fungerer / fungerer ikke?