En tydeligt irriteret Per Bjerregaard valgte i går en meget konfrontativ kurs over for en journalist fra TV2, som ønskede en kommentar efter et bestyrelsesmøde. Se klippet her
At hans opførsel ikke hjælper Brøndby er logisk for enhver. Men hvad gør man egentlig, hvis man ikke ønsker at tale med en journalist, som med kamera rullende stikker en mikrofon op i hovedet på en og stiller nærgående spørgsmål?
- Tag en dyb indånding, find et smil og noget høflighed frem – uanset hvor anmasende journalisten opfører sig.
- Svar: “Jeg har desværre ikke nogen kommentarer at give dig lige nu. Men så snart der er nyt, kommer jeg naturligvis med en udmelding. Hav en fortsat god dag.”
- Journalisten giver ikke op, og du svarer: “Desværre, ingen kommentarer.”
I sådanne situationer er det vigtigt at minde sig selv om, at tv-seere hjemme i sofaen skal kunne sidde og se indslaget og tænke “fair nok, at han ikke vil udtale sig” i stedet for – som i ovenstående eksempel: “Manden er presset og har tydeligvis mistet grebet om både sig selv og situationen”.
