Pressenævnets funktion og betydning var for nylig til offentlig debat, hvor en række virksomheder konstaterede, at det ikke er indsatsen værd at indgive en klage over for nævnet.
Hvad kan Pressenævnet egentlig bruges til?
Nu foreligger der så et konkret eksempel på nogle af de udfordringer, som nævnet kæmper med, når de skal træffe en afgørelse. Det handler om en virksomhed, der blev trukket igennem sølet og anklaget for nogle temmelig voldsomme ting vedrørende arbejdsforhold for dens medarbejdere i Sydøstasien. Virksomheden klagede til nævnet, og det er nu blevet til et delvist grundlag for genmæle.
Hvis man læser hele afgørelsen igennem, er den desværre præget af, at nævnet i en række tilfælde ikke kan afgøre, hvem der har ret, fordi der foreligger modstridende udsagn, eller fordi nævnet ikke har den fornødne (lægefaglige) kompetence til at vurdere uenigheden.
Hvilken betydning får det så, at nævnet langt hen ad vejen ikke kan afgøre, hvem der har ret? Jo, det får såmænd den konsekvens, at mediets påstande får lov til at blive stående som sandheder, der i hvert fald ikke er blevet modbevist. Omvendt er de jo øjensynligt heller ikke blevet bevist, for så havde nævnet jo kunnet træffe en entydig afgørelse. Det er vildt, at et medie ikke skal kunne dokumentere så alvorlige beskyldninger. Det er efter min mening tvivlsom presseskik.
Interessant nok har medlemmerne af nævnet ikke været fuldstændig enige indbyrdes:
Et medlem udtaler:
Jeg finder, at Politiken burde have foretaget yderligere undersøgelser for at få afklaret, om arbejdernes forklaringer om arbejdsforholdene og de påståede forgiftningstilfælde var korrekte. Det forhold, at [virksomheden] ikke ønskede at medvirke i artikelserien, kan ikke føre til et andet resultat, idet avisen har haft mulighed for at undersøge forholdene på anden vis. Beskyldningernes meget skadelige virkning må i den forbindelse også tillægges betydning, hvorfor jeg udtaler min kritik.
Skrevet af Klaus Risom 
