PR handler ikke kun om at komme i avisen. Det handler også om at placere sig online, så folk der søger på Google finder en.
I sidste uge blev Klaus og min bog, PR-manual for mindre virksomheder, omtalt i Erhversbladet. Det var der mange, der så, da avisen landede i deres postkasse. Der er helt sikkert også nogen, der er endt på den her blog, fordi de efterfølgende har opsøgt den på baggrund af avisen.
Men man finder os også, hvis man på Google søger efter: “de 5 nyhedskriterier”, “medieomtale til virksomheder” eller “PR for lille virksomhed”. Det skyldes, at vi efterhånden har placeret os i søgeresultaterne online.
Netop det har Edelman Digital udgivet et lille whitepaper om. Du kan downloads: “Search Engine Visibility” her (PDF). Edelman kalder det Reputational Search og giver gode råd til, hvordan du kan optimere din PR, så det giver resultater i søgemaskinerne.
Det hele er meget teknisk, og der opfordres til en masse research på søgeord. Det hele tager sit udgangspunkt i ideen om key messages. At man forsøger at udvikle og placere nogle budskaber i medierne. Disse budskaber skal nu ændres, så de passer til Søgere – ikke Læsere.
Alt sammen super-interessant.
Mit råd vil dog være, at man skriver sine pressemeddelelser, blog-indlæg, blog-svar, på jordnært dansk (eller engelsk eller hvilket sprog man nu ønsker at bruge). Det er jo helt almindelige ord og vendinger, man søger på.
Eksemplet fra Edelman selv er, at hvis man har ondt i holvedet, søger man nok på “kurere hovedpine” og ikke “aspirin.”
Derfor er det en god ide, at forklare sit produkt og sin virksomhed med de helt almindelige ord, som målgruppen bruger.