Svindel-program under anklage

TV2’s Operation X er kommet under anklage for at ville lave utroværdigt og underminerende fjernsyn om danske pelsavlere. Anklagen bliver fremført i Politiken af Pelsdyravlerforeningen og går på:

• At lave manipulerende fiktion frem for journalistik
• At undlade at kontakte myndigheder, hvis der er tale om dyremishandling
• At undlade at inddrage forskning og rapporter

Der er sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i, at Pelsdyravlerforeningen går i flæsket på Operation X, når de finder ud af, at der laves et program om deres branche. Men det er bemærkelsesværdigt, at de henviser til en læk hos TV2, der af følgende grund har valgt at advare Pelsdyravlerforeningen: “at tv-stationen var så manipulerende i sin indgang til erhvervet, at vedkommende af moralske grunde følte sig nødsaget til at advare os.”

Hvis det står til troende, at en medarbejder hos TV2 (egentlig hos producenten) har følt sig nødsaget til at advare Pelsdyravlerforeningen om urent trav, glæder det mig faktisk en hel del. Det er blandt PR-folk – og formentlig også blandt mange journalister – alment kendt, at programmer som Operation X, Kontant og Basta handler mere om underholdning og satire end om kritisk forbrugerjournalistik.

Programmerne følger alle en bestemt dramatisk (krimi)opskrift:

1. Etablering af problem (sandsynligvis dyremishandling)
2. Fremvisning af den stakkel, det er gået ud over (i dette tilfælde en mink)
3. Dokumentation (sikkert noget skjult kamera eller Spiegelhauer, som løber fra A til Z)
4. Validering af dokumentation (sikkert en ekspert inden for dyrevelfærd)
5. Konfrontation med skurken (minkavleren)

Det er sgu godt fjernsyn, det er i hvert fald underholdende. Desværre er der tit knas med fakta og med neutraliteten i fremstillingen. Hvad angår neutralitet, skyldes det, at det er lettest at formidle en entydig skurk. Hvad angår fakta, er der mange eksempler på, at man har en lidt tvivlsom omgang. I foråret behandlede Kontant eksempelvis en sag om to piger (stakler), der havde fået udslet af noget legetøj fra Top-Toy (skurken) - udfyld selv resten ved hjælp af ovenstående opskrift. Man glemte desværre at sige, at der var solgt 10.000 enheder af produktet, og at disse to piger var de eneste, som havde fået en allergisk reaktion.

Nå, jeg glæder mig til at følge nærværende sag i den kommende tid. Samtidig vil jeg sige, at det ærgrer mig, at man på tv har omdannet kritisk (forbruger)journalistik til underholdning. For der er jo skurke nok derude, og ovenstående programmer rammer også plet engang imellem – man ved bare aldrig hvornår…

Sådan gør du Ekstra Bladets redaktion stiktosset

VisitDenmark er rigtig kommet i vælten på grund af Karen26-kampagnen, som har fået en del folk op af stolene af forargelse. Personligt synes jeg, at der er tale om en overreaktion, men lad det nu ligge.

Ud over at lave rav i den er det også lykkes for VisitDenmark at gøre Ekstra Bladet hamrende sure – eller sådan ser det i hvert fald ud, hvis man følger Ekstra Bladets dækning af, hvad der nu er blevet til en problematisk sag for VisitDenmark. Noget tyder på, at EB føler sig holdt for nar, og det er jo ikke særlig sjovt.

11. september bringer EB en artikel om den danske mor, der efterlyser faren til hendes barn. Det er en klassisk personnær artikel.

12. september er EB ved at finde ud af, at der vist er tale om et markedsføringstiltag. Men det er stadig spændende:

“Den usædvanlige fremgangsmåde har også pirret mange mediers nysgerrighed. F.eks. her på ekstrabladet.dk”

13. september har EB fundet ud af, at de er blevet snydt, og at det er VisitDenmark, der står bag. Og nu er EB blevet stiktosset. Artiklen Skattekroner bag løgn på Youtube indledes på følgende vis:

“Den groteske historie om en dansk kvinde ved navn ‘Karen’, der efterlyser faren til sin søn ‘August’ på Youtube, har nu taget en ny drejning. Det viser sig nu, at turistorganisationen VisitDenmark står bag videoen, der er løgn fra ende til anden.”

Og hvad der sikkert gør Ekstra Bladet endnu mere irriteret er, at det er TV2 Nyhederne, som VisitDenmark er gået til med sin bekendelse. Lidt længere nede i artiklen fortsætter den bitre tone:

“Historien skulle bruges til at lokke flere turister til landet, oplyser organisationen, der således har brugt danske skattekroner til at markedsføre landet på en løgn.”

Voila. Sådan gør du Ekstra Bladet til din bitre fjende: 1) Du laver et utraditionelt markedsføringstiltag; 2) du er så (u)heldig, at EB bruger mange ressourcer på det; 3) Du giver din afslørende historie til et andet medie; 4) EB tager sin hævn.

Farligt legetøj eller farlig slingrekurs

Der kan ske meget i løbet af natten. Man kan eksempelvis ombestemme sig.

Det har Bog & Idé gjort. I går afviste de at fjerne noget legetøj fra hylderne, som Forbrugerstyrelsen mistænker for at være farligt og derfor vil undersøge nærmere.

I dag har piben så fået en anden lyd. Nu fjerner kæden legetøjet, indtil det er blevet undersøgt af styrelsens forbrugerlaboratorium.

Det er Politikens Tjek-redaktion, der har leveret den bidske forbrugerjournalistik.

Om forbrugerstyrelsen har ret i sin mistanke, vil tiden vise. Hvad der til gengæld står lysende klart er, at Bog & Idé ikke har en kriseberedskabsplan, der fortæller dem, hvordan de skal agere i en sådan situation.

Et beredskab havde sikret, at der kun var kommet en udmelding fra kæden, nemlig den endegyldige. Hvis jeg havde rådgivet dem, ville min klare anbefaling have været med det samme at fjerne legetøjet fra hylderne. Hvorfor nu det? Jo, for så ville ingen have mulighed for at stille kæden dette spørgsmål:

“Vil det sige, at Bog & Idé er villige til at løbe risikoen, der i yderste konsekvens kan betyde, at et barn bliver kvalt i dette legetøj?”

Medarbejderne er de vigtigste interessenter

Når man sidder over for en virksomhed, der gerne vil lave PR, er ledelsens motivation i ni ud af ti tilfælde ekstern: promovere produktet, øge kendskabet blandt kundesegmentet, tækkes investorer, finde de rette samarbejdspartnere, gøre virksomheden salgsklar, positionere sig i branchen eller blande sig i den politiske debat.

Det er meget sjældent, at man i første omgang i hvert fald indregner medarbejderne som nøgleinteressenter i forhold til kommunikationen. Det er en fejl.

Min erfaring er, at en virksomheds optræden i offentligheden og udmeldinger i medierne bliver fulgt meget tæt af medarbejderne. Og i virksomheder med mange organiserede medarbejdere følger deres respektive fagforeninger også med i, hvad der foregår. Stemmer ledelsens udmeldinger ved forhandlingsbordet overens med det, der bliver sagt i offentligheden? Hvordan kommunikeres årsagen til nedskæringer eller fyringsrunder? Hvem får æren for de flotte resultater, når årsregnskabet præsenteres i Børsen, JP eller Berlingske?

På positivsiden kan PR være et stærkt værktøj til at understøtte virksomhedskulturen, følelsen af medansvar og ejerskab samt rekruttering af nye dygtige medarbejdere.

På negativsiden skal medarbejderne indskrives i kriseberedskabet og deres fagforeninger ligeså. Især sidstnævnte kan vise sig at være en potent PR-modstander, idet fagforeningerne har stor fokus på kommunikation, har egne kommunikationskanaler og har forholdsvis let adgang til de brede nyhedsmedier.

Et eksempel på det er 3F, der i eget nyhedsbrev, som bliver referet på business.dk, hænger Arla ud for at sende bestyrelsen på fodboldtur i privatfly umiddelbart efter en bebudet sparerunde på en milliard. Sparerunden har (blandt andet) afskaffet den årlige firmajulegave til medarbejderne.

Case: København skal helst stå stille

Hvis der er nogen, som kender til betydningen af offentlighedens holdning, er det developere, arkitekter og andre, der gerne vil opføre nye bygninger eller på anden vis ændre omgivelserne. Før man begiver sig ud i sådanne projekter, er det vigtigt at gøre sig klart, hvem nøgleinteressenterne er, og hvordan man kan tage initiativet i kommunikationen, så det ikke er modstanderne af projektet, der først giver lyd fra sig.

I denne sammnhæng er Danmarks Naturfredningsforening frygtet, idet gammel (nogen vil mene forældet) lovgivning giver dem ret til at modsætte sig temmelig mange ting i naturens navn. Og hvem husker ikke Jyder mod overflødige motorveje? De eksisterer stadig.

I københavn er den yndede kampskueplads Rådhuspladsen, og nu er den gal igen. DI’s hovedkvarter skal udvides og moderniseres, men det bliver ikke med Tivolis gode vilje.

Selvsamme Tivoli mærkede ellers på egen krop samme type vrede, da man for et par år siden gerne ville rive en arkitektonisk set forloren bygning ned og gøre plads til et glastårn. Det fik de ikke lov til.

Danmarks måske mest omdiskuterede bygning ligger også på Rådhuspladsen i København. Det er busterminalen, som i øvrigt bliver revet ned i forbindelse med udvidelsen af metronettet. Om den sagde Klaus Bondam i 2007:

“Jeg kan ikke forestille mig, at der er en eneste på Rådhuset, der vil gå ind for, at vi pakker den i kasser og sætter den op igen, når metroen er færdig i 2017″

Det bliver interessant at følge debatten omkring DI’s planer i den kommende tid og ikke mindst se, om de får lov til at føre dem ud i livet.

Case: solskin er godt for agurker

I 24timer bringer de i dag den glædelige nyhed, at danske agurker er billigere og bedre i år, end man kunne forvente. Det skyldes de mange solskinstimer i april, som giver besparelser på varmeregningen og solmodnede grøntsager.

Det er Dansk Gartneri, som har kontaktet 24timer med noget pressemateriale -  er min vurdering. Det er en såkaldt sæsonhistorie eller tendenshistorie. Som branche eller virksomhed udnytter man en bestemt anledning eller udvikling til at skabe noget opmærksomhed.

Og i dette tilfælde fejler budskabet bestemt ikke noget. Der er noget miljø, kvalitet og besparelser. Det vil være nærliggende at formode, at Dansk Gartneri også har mersalg af danske grøntsager i tankerne.

Det gode ved dette eksempel er, at man både har statistik og en konkret case – en fynsk gartner – og det giver journalisten glimrende arbejdsvilkår, når han skal skrive sin artikel. Kompliment herfra for godt håndværk.

Krisestyring: Chelsea-Barcelona

Vi skriver generelt for lidt om fodbold på denne blog. Fodbold er ellers den sport, som får absolut mest omtale på verdensplan.

Den dramatiske semifinale i onsdags mellem Chelsea og Barcelona fik som bekendt en meget eksplosiv afslutning – såvel sportsligt som kommunikationsmæssigt. Først gik Barca-spillerne amok på den positive måde over et sent og afgørende mål. Umiddelbart efter kampen tog Chelseas spillere så over med en meget pinlig Drogba i spidsen.

Som fagidiot var en af mine første tanker: Stakkels den PR-ansvarlige i Chelsea, som kommer på massivt overarbejde.

Chelsea er en fodboldklub, en virksomhed og et brand. I den sammenhæng er nederlaget en skuffelse, mens den efterfølgende kommunikation er en katastrofe. Nu er det tid til oprydning: Drogba siger undskyld og  Bosignwa gør det samme, mens klubben tager afstand fra dødstruslerne mod dommeren.

Barcelona benytter lejligheden til at udvise storsind, hvilket i denne situation er temmelig lige til.

Dommerstanden er i oprør, for det er ikke første gang, at Chelsea er indblandet i dommer-relaterede skandaler. Alle kan stadig huske, at den svenske dommer Anders Frisk (fantastisk navn) trak sig tilbage efter dødstrusler fra chelsea-fans. Det var i øvrigt også efter et nederlag til Barcelona.

Imens venter hele fodboldverdenen på UEFA’s reaktion. Den skulle efter sigende komme i dag, og selvom Chelseas PR-ansvarlige i samarbejde med ledelsen har forsøgt kommunikationsmæssigt at udbedre skaderne fra i onsdags, er det næppe nok. Hvis Chelsea som klub slipper for straf, skal den PR-ansvarlige efter min mening have et stort skulderklap.

Man pakker jo ikke fisk ind i internettet (update)

Da jeg startede i PR-branchen for efterhånden 10 år siden, var Børsens lyserøde sider nærmest hellige. Det var her vores erhvervskunder aller, aller helst ville have deres historie placeret. Sådan er det formentlig stadig, men biledet er blevet noget mere mudret.

En sag fra de seneste uger fik mig til at tænke på igen, og udgangspunktet er her: Nemme energibesparelser i ejendomme. Jeg henviser til artiklen på internettet, fordi ophavsretslovgivningen forbyder mig at scanne artiklerne fra hhv. Berlingske Tidende og Erhvervsbladet og poste dem her.

Nå men: Sagen er ganske enkel den, at vores Head of Asset Mangement her i Valad blev interviewet i forbindelse med et energi-besparelses projekt, vi kører på en meget stor ejendom lige udenfor København: Copenhagen Business Park.

Artiklen blev bragt i Berlingske Tidende og Erhvervsbladet (på papir) og så altså på erhvervsbladet.dk. Der er helt sikkert nogle mennesker, der har læst artiklen i de to aviser. Selvom aviserne jo tilsynelande er ved at uddø (det ved jeg kun, fordi jeg er på Twitter), så kommer de jo alligevel ud til nogle. Om ikke andet gamle damer og visse direktører med fyldepen. Men det er også helt sikkert, at dagen efter, når en ny avis udkommer, så er der ikke flere, der læser det.

Men sådan er det ikke med artiklen på internet. Lige nu, hvis jeg søger på energibesparelser ejendom på Google, så ligger artiklen øverst – og det vil den formentlig blive ved med.

Hvad er så mest værd? Ja, det er vel i virkeligheden helt utroligt vanskeligt at sige noget fornuftigt om. Der er et eller andet facinerende ved at stå med et stykke papir, hvor ens navn står. Vi kan jo også klippe artiklen ud af avisen og vise den til nye lejere eller andre af vores samarbejdspartnere (for vi må nemlig ikke kopiere den). Det giver formentlig lidt troværdighed.

Til gengæld; når der om 1½ år er en potentiel lejer, som søger på energirigtige ejendomme, eller en anden potentiel lejer chekker Valad ud, så vil det her komme frem. Og det har jo også værdi.

Derfor må konklusionen være, at en PR-strategi for en virksomhed i rigtigt mange tilfælde skal satse bredt på medier, både elektroniske, skriftlige og egne for den sags skyld. Der er ingen grund til ikke at fortælle sin historie så mange steder som overhovedet muligt.

Men før man lidt hovski-snovski konkluderer, at Børsen er bedre end .dk, skal man i hvert fald tænke over: At man pakker ikke fisk ind i internettet.

Update: I samme boldgade skriver Kathleen Mazzocco en interessant artikel: The Future Of PR When Every Company Is Now A Media Company…. Det er en rigtig fin argumentation for, hvorfor PR ikke længere blot kan rette sig mod at placere historier i de store printmedier. Hvis man ellers skulle være i tvivl om den sag.

Kampen om det danske flyvevåben

Søren Gade har i dag meddelt, at beslutningen om, hvilket jagerfly der skal afløse F-16, bliver udskudt til efteråret.

Da udskiftningen af jagerfly ikke er en billig omgang, er der naturligt nok stor interesse for at blive leverandør. Tre koncerner er med i slutspillet: svenske Saab, amerikanske Boeing og ligeledes amerikanske Lockheed Martin.

Disse tre flyproducenter har utvivlsomt stillet mange midler til rådighed for lobbyister, PR-folk og andet godtfolk, der har haft til opgave at påvirke Forsvarsudvalget (beslutningstager), enkeltpolitikere (vil du med på jagt?), Forsvarsministeriet (skal komme med en anbefaling) samt opinionen.

Mens lobbyisme er vanskelig at identificere – med mindre man altså selv deltager – er det anderledes simpelt at identificere PR-arbejdet.

Her er Boeing kommet med en gevaldig slutspurt:

15. april: Flyfabrikant lokker med danske job

3. april: Boeing-aftale vil forgylde Systematic

11. marts: Vestas går sammen med Boeing

Gennem de seneste par år har de andre dog heller ikke holdt sig tilbage, hvilket en simpel mediesøgning vil afsløre. Og min mistanke er, at deres ihærdighed har stor indflydelse på, at Forsvarsudvalget har udskudt den endelige beslutning om valg af flytype og dermed også leverandør.

Hvis du kender en frustreret student, som mangler noget interessant at skrive sit speciale i kommunikation eller politologi om, er min anbefaling at kaste sig over netop dette emne.

Case: Provo’erne

Mit lille indslag fra i morges: It’s good to be bad, har affødt en masse respons på danske virksomheder, som har benyttet sig af PR-strategier, hvor de i et eller andet omfang provokerede og skilte vandene.

Kasper Retvig foreslog Frank Rasmussen fra Image Scandinavia, Telmore og Bibob og hans løbende opgør med TDC og resten af telebranchen.

Le Lyby huskede Rem Rem, som i slutningen af 90′erne trak rigtigt mange overskrifter med en reklame-kampagne med udgangspunkt i forskellige måder at begå selvmord på.

Så var der Saxo Bank (tak for den, Anders Bach Waagstein), som for et par år siden meget amerikansk fyrede en række under-performende sælgere samtidig med at de ansatte andre sælgere.

Og så en café på Vesterbro, som hedder Pistoler og Coke. Det fik de ikke kun ros for at hedde, da bandekrigen brød ud i lys luge.

Andre gode eksempler?