Google Adwords som værktøj i krisestyring

I dag faldt jeg over en artikel, hvor en brancheorganisation har benyttet Google Adwords aktivt i deres krisestyring i forhold til en kritisk artikel i Times. Du kan læse artiklen her.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den konkrete sag, men den er led i en trend. Virksomheder og organisationer lægger sig ikke længere automatisk fladt ned, når medier kører over dem. Vi så det med Pelsavlerne og – til dels – med SuperBest. Det er en spændende trend…

Læs også: vores artikler om Operation X.

 

Presseskik: Behov for nye regler for dementier

Fejl sker alle steder. Også hos medierne. Her er praksis, at man efterfølgende kommer med en dementi, hvor man beklager fejlen og desuden fortæller, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.

Denne praksis har fungeret nogenlunde i mange år, men nu hvor netmedierne i stigende grad dominerer nyhedsstrømmen, er der behov for en ny tilgang til, hvordan man forholder sig til dementier. Problemet er nemlig, at netmedierne er alt for dårlige til at pille artikler med fejlagtige oplysninger af igen – eller rette dem. Og online artikler bliver som bekendt ikke brugt til at pakke fisk ind i, men forbliver tilgængelige i rigtig, rigtig lang tid.

I går blev Wonderful Copenhagen hængt ud for at have haft annoncer for købesex i deres turistbrochurer. Det var Ritzau, som lavede historien, og den blev bragt i en lang række medier. Problemet er bare, at Wonderful Copenhagen aldrig har haft sådanne annoncer i deres materiale. Men hvis du kun støder på artiklen med de fejlagtige oplysninger, så…

For mig at se er der kun to løsninger på dette: 1) Man må lovgive på området; 2) eller journalister og medier må selv tage hånd om problemet og konsekvent rette eller fjerne artikler med fejlagtige oplysninger. Sidstnævnte vil naturligvis være at foretrække.

Mink, form og etik

I aften ruller Operation X over skærmen med et program om minkavl – lavet i samarbejde med Ekstra Bladet. Det er sjældent, at et tv-program får så meget opmærksomhed allerede før det bliver sendt. Men minkavlerne har rullet det store arsenal ud – med forsøg på fogedforbud, helsides annoncer i medierne og en hjemmeside, hvor minkavlerne fortæller den anden side af historien.

Jeg skal ikke tage stilling til, om den er gal med dyretikken hos minkavlerne. Det ved jeg nemlig ikke ret meget om.

Men vi ved allerede nu, at den i hvert fald er gal med etikken hos journalisterne. Det afslørede manden bag udsendelsen Miki Mistrati i Mennesker & Medier i sidste uge.

Dele af udsendelsen er nemlig skabt ved, at dyreaktivister er klatret over hegnet hos minkavlerne og har fotograferet minkene. Det er ulovlig indtrængen, og det er strafbart.

Journalister er underlagt de samme regler som os andre. Journalister skal, i deres arbejde, overholde straffeloven, ligesom os andre.

Undtagelsesvis må de bryde reglerne, men det kræver to ting:

1. At forbrydelsen sker, fordi journalisterne ønsker at afdække vigtige samfundsforhold. Det er nok tilfældet her.
2. Og, at man har forsøgt at afdække forholdene uden brug af strafbare og uetiske metoder.

Det er på det sidste punkt, udsendelsen har et problem. I Mennesker & Medier siger Miki Mistrati således, at rækkefølgen er ligegyldig. Altså, at man først har researchet med uetiske – og muligvis strafbare – metoder, og så har forsøgt at afdække forholdene med almindelige journalistiske metoder.

Men faktorernes orden er altså ikke ligegyldig. Man skal forsøge den etiske vej først.

Problemet er i virkeligheden, at Operation X har en bestemt form, hvor Skjult kamera er en integreret del af programmet. Derfor er det uinteressant, hvis man ikke kan præsentere kornede, rystede billeder. Det er bare ikke en undskyldning.

Og det er et problem, når journalister og medier på den måde springer over hvor gærdet er lavest. De etiske regler omkring journalistik er lavet for at beskytte os alle sammen mod overgreb fra medier. Ligesom de dyreetiske regler er lavet for at beskytte dyrene mod overgreb fra minkavlerne.

Svindel-program under anklage

TV2’s Operation X er kommet under anklage for at ville lave utroværdigt og underminerende fjernsyn om danske pelsavlere. Anklagen bliver fremført i Politiken af Pelsdyravlerforeningen og går på:

• At lave manipulerende fiktion frem for journalistik
• At undlade at kontakte myndigheder, hvis der er tale om dyremishandling
• At undlade at inddrage forskning og rapporter

Der er sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i, at Pelsdyravlerforeningen går i flæsket på Operation X, når de finder ud af, at der laves et program om deres branche. Men det er bemærkelsesværdigt, at de henviser til en læk hos TV2, der af følgende grund har valgt at advare Pelsdyravlerforeningen: “at tv-stationen var så manipulerende i sin indgang til erhvervet, at vedkommende af moralske grunde følte sig nødsaget til at advare os.”

Hvis det står til troende, at en medarbejder hos TV2 (egentlig hos producenten) har følt sig nødsaget til at advare Pelsdyravlerforeningen om urent trav, glæder det mig faktisk en hel del. Det er blandt PR-folk – og formentlig også blandt mange journalister – alment kendt, at programmer som Operation X, Kontant og Basta handler mere om underholdning og satire end om kritisk forbrugerjournalistik.

Programmerne følger alle en bestemt dramatisk (krimi)opskrift:

1. Etablering af problem (sandsynligvis dyremishandling)
2. Fremvisning af den stakkel, det er gået ud over (i dette tilfælde en mink)
3. Dokumentation (sikkert noget skjult kamera eller Spiegelhauer, som løber fra A til Z)
4. Validering af dokumentation (sikkert en ekspert inden for dyrevelfærd)
5. Konfrontation med skurken (minkavleren)

Det er sgu godt fjernsyn, det er i hvert fald underholdende. Desværre er der tit knas med fakta og med neutraliteten i fremstillingen. Hvad angår neutralitet, skyldes det, at det er lettest at formidle en entydig skurk. Hvad angår fakta, er der mange eksempler på, at man har en lidt tvivlsom omgang. I foråret behandlede Kontant eksempelvis en sag om to piger (stakler), der havde fået udslet af noget legetøj fra Top-Toy (skurken) - udfyld selv resten ved hjælp af ovenstående opskrift. Man glemte desværre at sige, at der var solgt 10.000 enheder af produktet, og at disse to piger var de eneste, som havde fået en allergisk reaktion.

Nå, jeg glæder mig til at følge nærværende sag i den kommende tid. Samtidig vil jeg sige, at det ærgrer mig, at man på tv har omdannet kritisk (forbruger)journalistik til underholdning. For der er jo skurke nok derude, og ovenstående programmer rammer også plet engang imellem – man ved bare aldrig hvornår…

Medielogik: Forsvarschefen bliver ofret

I morgen bliver Tim Sloth Jørgensen, Forsvarschefen, formentlig fyret. Det er der ikke nødvendigvis nogen faglig logik i, men det er medielogik.

Når vi taler krisestyring i PR-branchen, taler vi ofte om offeret. Teorien er, at når presset fra medierne stiger under en krise, så kan man lette trykket – og få historien til at gå væk – ved at give medierne et offer. Det betyder nemlig, synes journalisterne, at deres journalistik har fået konsekvenser, og netop konsekvenser er det ultimative mål for undersøgende og afslørende journalistik.

Nogle gange er det nok at sige undskyld. Det er derfor, erhvervsfolk en gang om ugen siger undskyld i Kontant (du vil stort set kunne se sådan en undskyldning i samtlige programmer på linket). Men nogle gange er en undskyldning ikke nok – der må en eller anden anden handling til. Og det ultimative offer er menneskeofferet. En fyring kan meget, meget ofte få journalisterne gjort tilfredse og få dem til at beskæftige sig med noget andet – for eksempel råddent kød eller kronprinsen kandidatur til IOC.

Derfor fyrer Søren Gade Forsvarschefen i morgen - tror jeg.

Men hvorfor tøver han egentlig? Allerede lørdag holdt de to jo et møde, hvor det kunne være sket.

Baggrunden er simpel. Hvis fyringen ikke stiller medierne tilfreds, er der kun ét sonoffer tilbage – Søren Gade selv. Når først Tim Sloth Jørgensen er fyret, kan han ikke fyres igen. Og hvis der stadig popper skelletter ud af skabene i Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen, så må Søren Gade på et eller andet tidspunkt selv gå.

Dokumentinfo – slå det nu fra, din klovn!

Så skete det igen. En “anonym” kilde blev afsløret af Dokumentinformation i Word. Denne gang Forsvarskommandoen, som står bag historien om, at “Jæger – i krig med eliten” findes på arabisk.

Det kommer jo nok ikke bag på ret mange, at det er Forsvaret selv, der har givet BT den oplysninge, men alligevel.

Reglen er:

Hvis man vil optræde som anonym kilde, så skal man lade være med at sætte afsenderadresse på den information, man sender til medierne. Hvis man opretter et Word-dokument, betyder det, at man skal huske at fjerne forfatteren i dokumentinformationen.

Alle professionelle kommunikationsfolk ved det her. Og det gør de, fordi det var sådan det blev afsløret, at en chef i Dansk Industri i 2003 hvade skrevet Anders Fogh Rasmussens nytårstale.

I krig med eliten?

Den bedste krisestyring er den, hvor man helt undgår krisen. Fordi man som virksomhed eller organisation er opmærksom på faresignaler og håndterer dem professionelt, før medierne får nys om det.

Her til morgen kommer det så frem, at Forsvaret har kendt til Thomas Rathsacks bog; “Jægeren – i krig med eliten” i flere måneder. Alligevel – ifølge Politken – reagerer Forsvaret først, da Jyllands-Posten begynder at stille spørgsmål.

Det er dårlig krisestyring.

Det er selvfølgelig muligt, at Forsvaret rent faktisk har håndteret sagen anderledes, end Politken beskriver det (det håber jeg faktisk). Men hvis oplysningerne står til troende, så er det i hvert fald ikke PR-eliten, der er med i mediekrigen på Forsvarets side.

I god krisestyring:

• Gælder det om at opdage potentielle kriser så tidligt som muligt. Det kræver, at man har en åben og ærlig kultur i virksomheden, hvor man godt kan tale om, at man kan begå fejl eller har et problem.
• Når man opdager en potentiel krise, skal man sætte sig sammen og vurdere den. Hvad er best-case? Wors case? Har den potentiale i medierne? I det hele taget lægge en strategi.
• Hvis der er en modpart, gælder det om at komme i dialog. Både for at hive information ud af modparten, så man ved, hvor han står. Men også for at påvirke ham.

Det nytter i hvert fald ikke, at man blot sender et brev, hvor man indskærper tavshedspligten, sådan som Forsvaret tilsyneladende har gjort.

Sådan gør du Ekstra Bladets redaktion stiktosset

VisitDenmark er rigtig kommet i vælten på grund af Karen26-kampagnen, som har fået en del folk op af stolene af forargelse. Personligt synes jeg, at der er tale om en overreaktion, men lad det nu ligge.

Ud over at lave rav i den er det også lykkes for VisitDenmark at gøre Ekstra Bladet hamrende sure – eller sådan ser det i hvert fald ud, hvis man følger Ekstra Bladets dækning af, hvad der nu er blevet til en problematisk sag for VisitDenmark. Noget tyder på, at EB føler sig holdt for nar, og det er jo ikke særlig sjovt.

11. september bringer EB en artikel om den danske mor, der efterlyser faren til hendes barn. Det er en klassisk personnær artikel.

12. september er EB ved at finde ud af, at der vist er tale om et markedsføringstiltag. Men det er stadig spændende:

“Den usædvanlige fremgangsmåde har også pirret mange mediers nysgerrighed. F.eks. her på ekstrabladet.dk”

13. september har EB fundet ud af, at de er blevet snydt, og at det er VisitDenmark, der står bag. Og nu er EB blevet stiktosset. Artiklen Skattekroner bag løgn på Youtube indledes på følgende vis:

“Den groteske historie om en dansk kvinde ved navn ‘Karen’, der efterlyser faren til sin søn ‘August’ på Youtube, har nu taget en ny drejning. Det viser sig nu, at turistorganisationen VisitDenmark står bag videoen, der er løgn fra ende til anden.”

Og hvad der sikkert gør Ekstra Bladet endnu mere irriteret er, at det er TV2 Nyhederne, som VisitDenmark er gået til med sin bekendelse. Lidt længere nede i artiklen fortsætter den bitre tone:

“Historien skulle bruges til at lokke flere turister til landet, oplyser organisationen, der således har brugt danske skattekroner til at markedsføre landet på en løgn.”

Voila. Sådan gør du Ekstra Bladet til din bitre fjende: 1) Du laver et utraditionelt markedsføringstiltag; 2) du er så (u)heldig, at EB bruger mange ressourcer på det; 3) Du giver din afslørende historie til et andet medie; 4) EB tager sin hævn.

Karen26

På et eller andet tidspunkt kommer Klaus og jeg nok til at beskæftige os med Karen26, VisitDenmark og krisestyring. Men vi skal vist lidt længere frem for at se, hvor denne spøjse sag ender.

Til gengæld har Overskrift.dk lavet et godt tidsforløb, som du kan se her.

Navneforbud kun for de udvalgte

I dag er det kommet frem, at golfspilleren Søren Hansen uden held har forsøgt at få nedlagt navneforbud i en verserende sag, hvor han står anklaget for skattesvig i millionklassen.

For godt en måned siden var der ellers en anden særdeles kendt person, som fik et navneforbud igennem i en sag, som ellers er meget mildere – hvis man ser på de potentielle juridiske konsekvenser.

Jeg er glad for, at der ikke er dannet præcedens for at nedlægge navneforbud, når kendte mennesker står anklaget for at have brudt loven. Det ville være et meget uheldigt signal at sende. Læs mere om betingelserne for et navneforbud her

Set ud fra et PR-mæssigt synspunkt gavner et navneforbud heller ikke nødvendigvis særlig meget. Især ikke når identiteten på vedkommende allerede er en offentlig hemmlighed. Det har som bekendt ført til en lang række artikler baseret på tvivlsomme, anonyme kilder, der udtaler sig om det ene og det andet. Det er svært at tage til genmæle mod, når man ikke kan stå frem og fortælle sin egen version af sagen.

Nu kan de to kendis-sager på ingen måde sammenlignes direkte. Men det er påfaldende lidt, der er skrevet om Søren Hansens sag i forhold til den anden. En af årsagerne er, at Søren Hansen har haft mulighed for at optræde i offentligheden og i den forbindelse gentagne gange har afvist anklagerne. Det virker meget mere overbevisende end, når det er advokaten, som går ud og siger det.

En anden årsag er, at potentielle skandaler bliver mindre interessante, når de er lukket ud af æsken. Så er det langt mere spændende med anonymitet, mørklægning, navneforbud, etc.