Spindoktor taber sutten på facebook

Journalister gør ikke altid, som kommunikationsrådgiveren prædiker – heldigvis. De kan ikke se det relevante i ens historie, eller – og det er endnu værre – de ser relevansen i historien, men har en helt anden vinkling. Og hvis denne vinkling så oven i købet er negativ, så kommer de grå hår farende.

Men man tager sgu “nederlaget” med værdighed og holder sin frustration bag lukkede døre. Det glemte statsministerens rådgiver lørdag morgen, da hun på facebook skrev følgende:

- Undskyld udfaldet: Men hold kæft hvor er det sølle, at danske journalister ikke kan se, at der er ved at ske et gennembrud i forhandlingerne nu – og at min chef ikke er ’usikker’, men derimod i gang med en lille genistreg i samarbejde med gode kræfter fra andre lande

Det skriver Berlingske. Sidenhen er rådgiveren kommet på andre tanker:

- Det er jo ikke statsministeriets pressechef, men mig som privatperson, der gav udtryk for et øjebliks frustration og træthed over for mine Facebook-venner. Jeg skal beklage, hvis det er faldet nogle for brystet. Danske journalister har arbejdet hårdt og lavet et flot stykke arbejde under klimatopmødet

Frustration og træthed er forståeligt. Vi kan alle mangle søvn eller overblik. Privatperson og ikke pressechef går til gengæld ikke. Det er dårligt spin. Hendes egen chef har selvfølgelig selv brugt den – privatperson og ikke statsminister -  i forbindelse med en vis lamas besøg i Danmark. Dengang var det også dårligt spin. Det svarer til at sige: “Det var mig, bare en anden slags mig”. I min verden er det kun skuespillere, som troværdigt kan komme med den udmelding. Kineserne og pressen købte den heller ikke…

Nuvel, det er snart jul, og selvom det er en stor kikser, så er det nok snart glemt igen. Men hvis jeg var journalist på Christiansborg, ville jeg stille følgende spørgsmål til rådgiveren, næste gang hun vil placere et budskab: “Udtaler du dig som rådgiver eller som privatperson?”

Når vi her på bloggen til januar går i kødet på begrebet “sociale medier”, kan denne episode i øvrigt meget vel dukke op igen, men med en facebook-vinkel i stedet.

Politik: Bendtsen igen i problemer

Bendt Bendtsen, der har været store dele af pressens politiske yndlingsaversion de seneste par år, får nu endnu en tur i vridemaskinen. Men denne gang handler det ikke om gratis jagtture eller misbrug af ministerbil, men om hans CV. Ifølge Politiken – og bekræftet af den konservative pressetjeneste – er der kommet en uddannelse for meget med.

Egentlig er det Bendtsens egen skyld. Hvis du som offentlig person lyver om meritter eller aktiviteter, der kan tjekkes, så bliver du opdaget før eller siden. Enten af en nysgerrig journalist eller af en konkurrent, som gerne ser dig synke til bunds og derfor fortæller det til en journalist.

Uden at umyndiggøre Bendtsen skal hans rådgivere også have kritik. Efter jagt- og ministerbilsfarcen burde de have gået igennem Bendtsens liv og levned med en tættekam for at sikre sig, at der ikke var mere at komme efter. Om ikke andet så for partiets skyld.

Man kan også med en vis ret hævde, at det skulle de have gjort den dag, han blev partileder – altså for lang tid siden og efter nogle meget turbulente år i den konservative ledelse. Jeg håber, at de har gjort det i forhold til Espersen. Ellers skulle de nok få gjort det i en fart.

Politiske taler gennem 175 år

Så er julegaven til politik-, retorik- og PR-nørden kommet på gaden. Det sker i form af bogen “Ingen over Tinget – Intet under tæppet”, som er en gennemgang af markante politiske taler de seneste 175 år. Den kan helt sikkert få sådan en som mig godt igennem en mørk og lang vinter.

I Politikens anmeldelse af den, får PR-folk også lige en bredside. Den slags misforstår jeg altid som værende en form for ros.

Bogen bringer de gamle døde til live i kampen mod nutidens spøgelsesskribenter. Som modsætning til spindoktorernes salgstaler, der efterhånden er skåret ned til sms-længde, er det oplivende at læse freestyle-taler fra de seneste 175 år.

Venstre går sladdervejen

Mange har den opfattelse, at vi i Danmark adskiller politik og privatliv i modsætning til eksempelvis i England og USA, hvor privatliv og personlige omstændigheder er meget vigtige politiske parametre. Venstre går nu åbent ud og fortæller, at de har ansat en journalist fra Se og hør i deres pressetjeneste med det formål at komme mere i ugebladene.

Dermed kan vi se frem til endnu flere portrætter og ‘kom indenfor hos…’ artikler med politikere. I hvert fald fra Venstre, men nok også fra de andre partier, for de overlader ikke denne kommunikationsplatform udelukkende til Venstre.

Venstres tiltag er den foreløbige kulmination på en udvikling, som har været undervejs i et par år. Tænk blot på den tidligere statsministerfrues bostaveligt talt optræden i det offentlige rum; Messerschmidt-Wessman, der synger og alt mulig andet, samt alle de gange vi har hørt, at Thorning er opvokset under trange kår – vist nok på den københavnske vestegn.

Men hvis jeg nu skal være lidt mandags-gnaven, og det har jeg besluttet mig for at være, så synes jeg, at det er ærgerligt, at man nu kaster ressourcer efter at systematisere denne form for kommunikation. Dels er en politikers privatliv sikkert lige så uinteressant som mit eget, og dels fjerner det fokus fra det,  deres virke egentlig handler om, nemlig politik.

Og findes der egentlig noget skønnere end et veldrejet skolegårdsskænderi i Folketingssalen, hvor de retoriske stikpiller flyver igennem luften?

Så kører vi igen

Den dygtige politiker taler til sin vælgerskare - potentielle og nuværende. Det er mest effektivt, hvis han går til angreb på flertallet og inden for noget, der har bred offentlig interesse. Herved opfylder han to stærke nyhedskriterier: Væsentlighed og konflikt. Her kommer et aktuelt, men meget klassisk eksempel.

Jeg kastede mig på sofaen i går aftes med en pakke smøger og en pose matadormix for at se første afsnit af den nye DR-serie Forbrydelsen II. Jeg så ikke meget af dens forgænger og kommer heller ikke til at se meget af denne her.

Ligeså klassisk Forbrydelsen II er, ligeså klassisk er DF’eren Søren Espersens udmelding i dag om, at det er “røde lejesvende”, som styrer DR-Drama. Espersen er sur over den politiske fremstilling, som efter hans mening er venstreorienteret. Det er langt fra første gang, at Espersen kommer med denne påstand. Han har tidligere blandt andet fremført samme svada i forhold til den legendariske Matador.

Men er det ikke for meget af det gode? Næ, det er det ikke. DF’s vælgerskare er omkring 15 procent, og derfor kan han sagtens gå i konflikt med de resterende 85. Hvis man skal tro BT’s quick poll efter 5000 stemmer (hvilket man nok ikke helt skal), har Espersen dog fat i langt flere, nemlig 41 procent, der deler hans holdning. Derfor kommer vi til at se, at Espersen også i fremtiden vil angribe de røde lejesvende i DR.

God ide at rive sider ud af finanslov

Man river da ikke sider ud af en bog – eller en finanslov? Jo, det er lige netop det, der sket med dette års finanslov. Medlemmerne af Finansudvalget får traditionelt et eksemplar af finansloven dagen før, at den bliver offentliggjort. Det fik de også i år, men flere sider var revet ud af deres respektive eksemplarer.

Finansudvalgets medlemmer er selvfølgelig blevet sure, mens Finansministeren har forsvaret det med, at der førhen har været lækager.

Nu er spørgsmålet så, om Claus Hjort mobber de andre, eller om han beskytter samfundsøkonomiske interesser. Eller er der noget helt tredje på færde?

Lad os spole lidt tilbage. Allerede i går aftes kom det frem, at regeringen forventede et underskud på 85 milliarder. Det blev i dag officielt til 86 millarder, men i Finansministeriet lækkede man altså selv nyheden før tid. Beskyttelsen af de samfundsøkonomiske interesser virker på den baggrund som en lidt tynd forklaring.

Politikere er notorisk berygtede for at svine hinanden til. Det er – om jeg så må sige – en del af underholdningen i folketingssalen og i den generelle politiske debat. Men det plejer at være lidt mere rafineret og brugbart, end det er at rive nogle sider ud af en finanslov.

Med mindre man altså vil være helt sikker på at få en reaktion fra oppositionen. Man ville konflikten, ville gerne beskyldes for at være urimelig og bryde en politisk tradition.

Lad os spole tiden lidt længere tilbage. Her har der kørt en livlig debat, der kan sammenfattes med ordet “burka”. Khader lancerede for en ugen siden et forslag om forbud mod burkaer som en del af et integrationsudspil fra de konservative. Lene støttede op og har nu fået en officiel modkandidat til formandsposten. Til oppositionens store jubel og en del venstrefolks store vrede har Løkke varslet et burkaudvalg. Etc.

Med andre ord har regeringen været om ikke til grin, så i hvert fald udstillet den seneste uges tid. De politiske kommentatorer har heller ikke holdt sig tilbage med analyser om gnidninger i regeringssamarbejdet og uro på bagsmækken i regeringspartierne - eksempelvis på Politiken og Berlingske.

En uge i politik er lang tid, og derfor er det set ud fra regeringens synspunkt temmelig uheldigt, at burka-debatten er kværnet ukontrolleret løs så længe. At rive et par sider ud af en finanslov får ikke burka-debatten til at forsvinde, men kan måske give den et kontrolerbart modspil og dermed et pustrum til at samle tropperne. Det er trods alt sjovere og nemmere at skændes offentligt med oppositionen frem for sine egne.

Person- eller virksomhedsbrands

Personligt synes jeg jo, at det er ustyrligt morsomt, det der foregår i Ny/Liberal Alliance og Borgerligt Centrum. Senest diskussionen om Borgerligt Centrum er afgået ved døden eller ej. Nu er lige præcis politikerne i de to partier jo (heldigvis) mere pauseklovne i mediecirkusset end egentligt interessante.

Alligevel er politikernes omgang med deres partier tankevækkende. I de senere år er der sket en drejning, hvor politkerne i højere grad bliver personlige brands, og hvor partierne bliver rene opstillingsmaskiner. I gamle dage var det partierne det interessante – ikke partierne. Eksempelvis kan jeg ikke lige på stående fod huske, hvilke parti Naser Khader er medlem af i den her uge. Men jeg kan huske, at han engang var liberal.

Nå, det skal ikke fortabe sig i politk, som jeg finder ret uinteressant. Det er mere spændende, om den samme udvikling kommer til at ske for virksomheder. Altså, om medarbejderne bliver personlige brands, og virksomhederne træder i baggrunden.

Jeg tror det – i hvert fald til en vis grad. Og det hænger sammen med den måde, man kommunikerer på i dag.

Kommunikationen og budskaberne er blevet langt mere personlige. En virksomhed kan ikke blogge, den kan ikke deltage i sociale netværk. Men det kan personer. I øvrigt er det også utroligt meget nemmere at få plads i medierne, hvis man er en person (en profil). Og derfor vil personers profil begynde at tage over fra virksomhedernes brands, tror jeg.

Hvad mener du?

Politisk signalforvirring: Lukket åbenhed

I går på statsministerens ugentlige pressemøde kom det frem, at ministres aktiviteter fremover bliver lagt ud på ministeriernes hjemmesider, så offentligheden kan følge med i, hvad de går og laver. Umiddelbart en meget tiltalende ide, der dog alligevel ligner et budskabsmæssigt selvmål.

For samtidig med, at man offentliggør aktiviteterne, fjerner man offentlighedens – her tænkes der især på journalister – mulighed for at søge aktindsigt i ministrenes egentlige kalendre. Læs mere her

I stedet for aktindsigt får man altså redigeret åbenhed. Argumentet er beskyttelse af ministrenes privatliv. Sympatisk tanke, men den overskygges af en mindst lige så påfaldende årsag: De seneste seks måneders bilagsjagt, hvor først Lars Løkkes restaurantvaner, mm. kørte i ugevis, efterfølgende havde Claus Hjort vist også været til Formel 1 samt - ikke mindst – Bendt Bendtsens storforbrug af invitationer til diverse golf- og jagtture.

Hvad sidstnævnte angår, har ombudsmanden stærkt kritiseret, at man efterfølgende valgte at rette i Bendtsens kalender, hvor private arrangementer blev til tjeneste-ture, etc. - eller hvad sådan noget nu hedder i kancelli-sprog.

På denne baggrund er timingen i det nye lovforslag… ja, jeg har ikke ord for det.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at journalisterne til enhver tid nok skal finde frem til de beskidte sager. Det politiske miljø er simpelthen for utæt og desuden fyldt med stikkere til, at disse ting ikke før eller siden kommer frem, når nogen har en personlig eller politisk interesse i det. Det er højest blevet lidt mere besværligt.

Men signalværdien i dette lovforslag over for hr. og fru Danmark koblet sammen med, at der reelt er tale om en øget politisk lukkethed, finder jeg stærkt uheldig. Alle partier med undtagelse af Enhedslisten står bag lovforslaget.

Svensk parti udelukket fra at bruge tv-reklamer

Svenske TV4 åbnede for et par måneder siden op for, at de politiske partier kunne købe reklametid til brug i valgkampen op til Europaparlamentsvalget d. 7. juni. Først gad partierne ikke rigtig, men efter lidt tid sprang Kristdemokraterna til som de første. Siden har flere andre fulgt trop.

Nu vil Sverigedemokraterna også gerne lave reklamespots, men TV4 vil ikke vise deres reklamer. Begrundelsen for dette er rigtig, rigtig tynd: “Vad vi bestämde var att sätta en gräns vid riksdagspartierna,” udtaler TV4’s kommunikationsdirektør.

Hvis man ikke er repræsenteret i Riksdagen, kan man altså ikke få lov til at vise politiske reklamer på TV4. Sverigedemokraterna er ud fra min vurdering (ret mig endelig, hvis jeg tager fejl) et populistisk og nationalistisk parti, der på mange måder ligner Dansk Folkeparti i deres værdisæt – de bryder sig i hvert fald ikke om indvandring eller EU og er desuden temmelig pjattede med deres egen kultur.

Det ligner unægteligt lidt af et selvmål af TV4, at Sverigedemokraterna ikke kan få lov til at vise deres reklamer. Begreber som ‘censur’ og ‘udemokratisk’ presser sig på, og hvad der for et par måneder siden lignede ekstra reklamekroner i kassen, er nu først og fremmest blevet til en PR-mæssig katastrofe og en pinlig sag for ledelsen i TV4.

Kampen om det danske flyvevåben

Søren Gade har i dag meddelt, at beslutningen om, hvilket jagerfly der skal afløse F-16, bliver udskudt til efteråret.

Da udskiftningen af jagerfly ikke er en billig omgang, er der naturligt nok stor interesse for at blive leverandør. Tre koncerner er med i slutspillet: svenske Saab, amerikanske Boeing og ligeledes amerikanske Lockheed Martin.

Disse tre flyproducenter har utvivlsomt stillet mange midler til rådighed for lobbyister, PR-folk og andet godtfolk, der har haft til opgave at påvirke Forsvarsudvalget (beslutningstager), enkeltpolitikere (vil du med på jagt?), Forsvarsministeriet (skal komme med en anbefaling) samt opinionen.

Mens lobbyisme er vanskelig at identificere – med mindre man altså selv deltager – er det anderledes simpelt at identificere PR-arbejdet.

Her er Boeing kommet med en gevaldig slutspurt:

15. april: Flyfabrikant lokker med danske job

3. april: Boeing-aftale vil forgylde Systematic

11. marts: Vestas går sammen med Boeing

Gennem de seneste par år har de andre dog heller ikke holdt sig tilbage, hvilket en simpel mediesøgning vil afsløre. Og min mistanke er, at deres ihærdighed har stor indflydelse på, at Forsvarsudvalget har udskudt den endelige beslutning om valg af flytype og dermed også leverandør.

Hvis du kender en frustreret student, som mangler noget interessant at skrive sit speciale i kommunikation eller politologi om, er min anbefaling at kaste sig over netop dette emne.