4 grunde til, at journalisten ikke valgte dig

Har du nogensinde læst en artikel i avisen og tænkt; “hvis bare journalisten havde ringet til mig, så var den blevet meget bedre.”?

Her er 4 grunde til, at journalisten ikke ringede:

1. Du har aldrig været i medierne før

Journalister interviewer ofte folk, de kender fra medierne i forvejen. Det skyldes til dels dovenskab. Hvis man skal vide noget om uddannelse, er det bare lettere at ringe til Jakob Lange end finde en ukendt forsker på et universitet.

Løsning: Du må skabe dig en profil blandt journalisterne. Det kan du kun ved at være opsøgende, kommentere, skrive læserindlæg, sende pressemeddelelser.

2. Du fremstår ikke som ekspert

Inden journalisten skrev sin artikel, har han sikkert researchet på internettet. Men du dukkede ikke op, fordi du aldrig har skrevet eller udtalt dig om emnet.

Løsning: Du må skabe dig en profil som ekspert. Skriv blogindlæg, kommenter på artikler i fagblade på nettet.

3. Sidste gang talte du nuanceret om emnet i en time

Ja. Journalister vil gerne forstå det, de skriver om. Men de vil aller helst få forståelsen fra én, der kan skære det ud i pap. Hvis du fortæller om hovedregler, undtagelser til hovedreglerne og undtagelser til undtagelserne, så bliver du ikke ringet op igen.

Løsning: Lær at give klare svar. Tænk på, at du fortæller manden eller konen derhjemme om det.

4. Du tog ikke telefonen

Det går som regel rigtigt stærkt i medierne. Hvis du ikke vender meget hurtigt tilbage til journalisten, så finder han bare en anden at ringe til. Sådan er det. Hvis du sidder i møde to timer, kan det godt være, at historien allerede er skrevet.

Løsning: Prioriter mediehenvendelser, giv din sekretær besked på at afbryde dig, hvis du sidder i møde

Journalistkontakt på Linkedin

Der tales meget om at bruge Twitter, Facebook og andre sociale medier til kontakt med journalister. Ofte fremhæves medierne som en mulighed for at holde sig orienteret om, hvad forskellige journalister arbejder med og byde ind med ideer til historier. Men det er sjældent, man hører om Linkedin i den sammenhæng. Men det er der nu rådet bod på i Daily Dog, som netop har bragt et interview om Linkedin Secrets for PR.

I en dansk sammenhæng tror jeg ikke meget på at holde kontakt med sit netværk af journalister gennem Linkedin. Der sker simpelt hen for lidt på den danske del af netværket. Personligt har jeg journalister som bekendte på Linkedin, men jeg vil ikke kunne bruge det til at sætte mig ind i, hvilke historier, de arbejder med i øjeblikket. Og så kan jeg jo ligeså godt sende mine historie-ideer som e-mail.

Noget helt andet er Twitter og Facebook, så vidt jeg kan se. Her opdateres langt oftere, selvom danske journalister generelt ikke er super-gode til at fortælle omverdenen, hvad de arbejder på.

7 fejl i kontakten med journalister

@SashaHalima har skrevet en lille artikel om de 7 fejl, som PR-folk begår i deres samarbejde med journalister.

Essensen er:

• De kender ikke til journalistik som fag
• De følger op på pressemeddelelser
• De respekterer ikke deadlines
• De siger ikke; “har du tid nu?” når de ringer til journalister
• De ringer flere gange om dagen
• De ringer for at bekræfte aftaler
• De puster deres virksomhed op

Der er mange gode pointer i artiklen, men: Den bærer lidt præg af en lidt gammeldags (efter min mening) respekt for journalister. Efter min mening kan man altså godt tillade sig at kontakte journalister, hvis man har en god historie. Det er faktisk det, journalister lever af – at finde god historier. Og i den forbindelse er de 100 % afhængige af at have gode kilder. De fleste journalister vil hellere have tilbudt en historie for meget end en for lidt, om man så må sige.

Vi har skrevet om det før på vores blog under overskriften; hvor mange gange kan man ringe til en journalist? Her var der en god håndfuld af vores kollegaer – både journalister og PR-folk – som bidrog. Og konklusionen var vel egentlig, at man kan ringe til en journalist, ligeså ofte man har en god historie.

Mere om pressekontakt

Tidligere på ugen skrev vi en artikel om, hvordan man kan distribuere sin pressemeddelelse. Nu faldt jeg over en artikel fra PoweRlines, som giver lidt mere input på den front. Firmaet, som lever af at lave pressemateriale, har talt med – amerikanske – journalister om, hvordan og hvad de gerne vil have fra deres kilder. Se hele artiklen her.

De korte konklusion er:

• Journalister foretrækker, at du sender en e-mail. Så kort kan det siges.
• Man tager lidt af en chance, hvis man fokuserer sin indsats meget på nye og sociale medier – det er langt, langt fra alle journalister, der har set det lys.

Hvordan distribuerer man en pressemeddelelse? (update)

Ja, det kan vel godt lyde som et lidt spøjst spørgsmål. Du har brugt en masse tid og kræfter på at skrive en super-historie, som du gerne vil have i medierne. Men hvordan kommer du i kontakt med dem. Her er en liste af muligheder:

E-mail
Lad os starte kedeligt, men effektivt. Langt de fleste pressemeddelelser bliver sendt på e-mail. Og det er da også den aller sikreste metode af den simple grund, at det er sådan, medierne får de fleste informationer. Derfor kan man være sikker på, at inbox’ene bliver chekket.

Men, der er naturligvis voldsom konkurrence. Medierne får mange pressemeddelelser hver dag, så det er vigtigt, at man sørger for at målrette sit indhold og gøre et godt stykke arbejde.

RSS-feeds
I den lidt mere savvy ende ligger muligheden for at distribuere sine pressemeddelelser som RSS-feeds – noget som Søren Storm Hansen fra bloggen dseneste har gjort sig til talsmand for. Derfor bør du også læse hans: Derfor skal pressemeddelelser ud med RSS. I det hele taget er der meget ofte nogle ganske interessante artikler på dsenste, så her er en opfordring til at læse med derovre – eventuelt via RSS.

Jeg mener også, at man bør give journalister mulighed for at få ens pressemeddelelser via RSS – uden tvivl. Den generelle regel må være den, at man skal give journalisten så mange muligheder for at få information som muligt.

Men RSS kan helt åbenlyst ikke stå alene. De færeste journalister bruger nemlig RSS-feeds.

Twitter og andre sociale medier
På det seneste er man begyndt at diskutere meget i kommunikationsbranchen, om man kan benytte Twitter, Facebook og andre sociale medier til at lancere historier. Det har Micropersuasion skrevet en artikel om. Den hedder Could Twitter one day replace replace E-mail pitches?.

Update: Ragan’s PR Daily har også forfattet en meget konkret og how-to artikel om at pitche via Twitter. The long and (very) short of pitching stories on Twitter.

Igen: Jeg tror det ikke. Der er ingen tvivl om, at de sociale medier får en eller anden rolle i journalisternes research-arbejde, og at du bør være der i et eller andet omfang og socialisere med journalister og andre meningsdannere.

Der er heller ingen tvivl om, at vi har set – og kommer til at se – masser af historier, som starter i de sociale medier.

Men som distributionsform, hvis du har en helt konkret historie, du gerne vil ud med, er den formentlig langt fra at være interessant.

Fax
Og så tilbage til fortiden. Da jeg startede i PR-branchen brugte vi fax. Til dem, der ikke lige kan huske, hvad det er, så er det en slags papir-telefon I hvert fald havde vi en hel masse forskellige grupper af fax-numre kodet ind, så vi kunne sende pressemeddelelserne til; lokalbladene, de landsdækkende aviser, TV-stationerne, eller hvad vi nu lige skulle bruge.

Jeg ved egentlig ikke rigtigt, om der stadig findes fax-maskiner på redaktionerne, men jeg tror ikke, der er mange, der vil vælge den distributionsform længere.

Posten
Direktøren på mit gamle bureau kokketerede engang imellem med, at vi skulle sende pressemeddelelserne med posten – eller endnu bedre få dem leveret med bud. Det har jeg faktisk aldrig været med til, andet end når vi sendte post til alle de uhyre mange gratisaviser, som vi alle sammen får en gang om ugen: Gladsaxe Posten, Amager Avis – den slags.

Lidt i samme boldgade havde vi engang – på en kampagne – tilknyttet et reklamebureau. De foreslog, at vi sendte pressemeddelelsen i en pizzabakke. Det er der, efter min mening, absolut ingen grund til at spilde krudt på. Det kan godt være, at journalisterne på redaktionen bliver en smule mere opmærksomme på sådan en pizzabakke, men det er indholdet i pressemeddelelsen, der får den i avisen. Så lad være med at lave den slags sjov.

Konklusion
Min konklusion er, at du som hovedregel skal bruge e-mail. Det kan ikke undværes. Men derudover skal du give mulighed for andre former – RSS, sociale medier og lægge nyheden på din hjemmeside. Når du har en god historie, handler det jo for dig om at komme så bredt ud som muligt.

Perspektiver
Og heri ligger måske i virkeligheden et vigtigt perspektiv. For: I dag har pressemeddelelser fået andre funktioner end blot at overtale journalister til at bringe en artikel i avisen eller et indslag i nyhederne. I dag har den også den funktion, at den ligger i forskellige formater forskellige steder på nettet. Det betyder, at den bliver fundet af andre end journalister – nemlig af kunder, meningsdannere og mange, mange andre.

Det har fået nogle til at mene, at man ligefrem skal ændre formatet på en pressemeddelelse og i stedet lave det, de kalder en social media press release (PDF).

Efter min mening er der tale om et super-godt format. Men jeg tror ikke nødvendigvis, man skal sende det til medierne i den e-mail, som jeg lige omtalte. Til gengæld vil det være et godt materiale at linke til i sin e-mail.

I det hele taget skal man tilpasse sin historie til mediet. Så man sender en “gammeldags” pressemeddelelse til journalisterne (fordi de kender formatet og hurtigt kan overskue det), laver en social media release til sin hjemmeside (fordi det giver gode resultater i search marketing) og laver en super-kort version til Twitter (140 karakterer) og viser den i billeder på Fickr – you get the point.

Jeg vil meget gerne hører kommentarer og erfaringer fra jer, der arbejder med medier til daglig.

PR-manualen: Journalistkontakt (fra kap. 6)

Efter at du har skrevet din pressemeddelelse er det nu tid til, at du tager kontakt til det medie, som du jo allerede på et tidligere tidspunkt har udvalgt dig. Du har måske også allerede udvalgt dig en specifik journalist på det medie, som du vil tage kontakt til. Hvis ikke, frygt ej, det er alligevel redaktionen, som i sidste ende bestemmer, og derfor kan det være ligeså nyttigt at kontakte den.

I dette kapitel beskriver vi først, hvordan et medie fungerer, og hvordan og hvem du skal tage kontakt til, når du gerne vil have bragt din historie. Til sidst giver vi nogle gode råd til, hvordan du skal tackle den omvendte situation, nemlig at blive kontaktet og interviewet af en journalist.

6.1 Hvordan fungerer et medie?
Lad os slå fast med det samme, at alle medier er særegne arbejdspladser med individuelle forhold. Alligevel kan det godt lade sig gøre at sige noget generelt, som gælder for dem alle sammen.

Redaktionen og journalisten
Alle medier har en redaktion. Det er redaktionen, som beslutter, hvilke historier der fortjener at blive undersøgt nærmere af journalisterne, og det er ligeledes redaktionen, som beslutter, hvilke historier der i sidste ende bliver bragt af mediet. Når du sidder og læser avis, vil du øverst på siden kunne se, hvem der har redigeret den pågældende side, sektion eller tillæg. En redaktion har altså rigtig meget at skulle have sagt. Samtidig må du dog ikke undervurdere redaktionens lydhørhed over for journalister, der af egen drift opsporer interessante historier.

Så galt kan det gå, når man ikke ringer tilbage

For et par dage siden stillede jeg spørgsmålet; Hvor ofte kan man tillade sig at ringe til en journalist? Her er så et eksempel, som går den anden vej og viser, hvor galt det kan gå, hvis man ringer tilbage til en journalist meget sent. En usædvanligt arrogant journalist slutter en samtale med en kilde med; “When the media calls you, you jump, OK!” Og det giver lidt efterfølgende svineri frem og tilbage mellem kilde og journalist – meget underholdende.

Lad det være sagt med det samme. Hvis man gerne vil i medierne, er det en rigtig god ide at ringe tilbage hurtigt, hvis en journalist ringer. Men: Man er altså ikke mere forpligtet til at ringe tilbage til en journalist, end til alle andre mennesker.

Hvor mange gange kan man ringe til en journalist?

For efterhånden nogle år siden holdt jeg et foredrag om PR og fik et spørgsmål, som chokerede mig noget: “Kan man overhovedet tillade sig at ringe til journalister?” Det er der jo heldigvis et klart svar på. Ja. Jeg tror faktisk, at mange journalister ville blive ret kede af det, hvis deres gode kilder holder op med at ringe med en god historie. Og aviserne ville vel også blive lidt tynde, tror jeg.

Men man kan selvfølgelig også ringe for ofte. Men hvad er så for ofte? Richard Laermer fra Bad Pitch Blog reflekterer lidt over det her.

Spørgsmål til PR-kollegaerne: Men der må være nogen af jer, der læser med, som har erfaring med det her. Hvor ofte kan man ringe til en journalist?

Min egen erfaring er, at du kan ringe hver eneste gang, du har en god historie. Nogle gange får du selvfølgelig nej, og det må man så acceptere. Også selvom det faktisk er en super-historie. Det kan jo være, at din journalist-kontakt skal lave noget, der er endnu bedre. Men han bliver helt sikkert mere sur over at blive brændt for en god historie, end han bliver over at få en henvendelse for meget.

Spørgsmål til journalisterne: Hvis der skulle være en enkelt journalist, der læser med, vil jeg faktisk også gerne høre dig – hvor ofte kan man tillade sig at ringe til dig med en historie?