Presseskik: Behov for nye regler for dementier

oktober 30, 2009

Fejl sker alle steder. Også hos medierne. Her er praksis, at man efterfølgende kommer med en dementi, hvor man beklager fejlen og desuden fortæller, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.

Denne praksis har fungeret nogenlunde i mange år, men nu hvor netmedierne i stigende grad dominerer nyhedsstrømmen, er der behov for en ny tilgang til, hvordan man forholder sig til dementier. Problemet er nemlig, at netmedierne er alt for dårlige til at pille artikler med fejlagtige oplysninger af igen – eller rette dem. Og online artikler bliver som bekendt ikke brugt til at pakke fisk ind i, men forbliver tilgængelige i rigtig, rigtig lang tid.

I går blev Wonderful Copenhagen hængt ud for at have haft annoncer for købesex i deres turistbrochurer. Det var Ritzau, som lavede historien, og den blev bragt i en lang række medier. Problemet er bare, at Wonderful Copenhagen aldrig har haft sådanne annoncer i deres materiale. Men hvis du kun støder på artiklen med de fejlagtige oplysninger, så…

For mig at se er der kun to løsninger på dette: 1) Man må lovgive på området; 2) eller journalister og medier må selv tage hånd om problemet og konsekvent rette eller fjerne artikler med fejlagtige oplysninger. Sidstnævnte vil naturligvis være at foretrække.


Nettet har frigjort nyhedsstrømmen

juni 2, 2009

Berlingske Business har spurgt fem fremtrædende mediechefer om, hvordan nyhedsformidlingen på nettet vil tage sig ud i fremtiden. En af de interessante pointer er, at det er umuligt at tage penge for almindelige nyheder, idet brugerne altid vil kunne finde dem gratis et andet sted.

Lisbeth Knudsen udtaler i den forbindelse: “Der er så stort udbud på nettet, at hvis vi lukker for nyhederne, så opstår der bare kopiprodukter andre steder på nettet.”

Som også tidligere behandlet på denne blog er en af de største udfordringer, at brugerne er blevet vant til, at nyheder på nettet er gratis. Set ud fra et mediehus’ synspunkt er problemet med det, at annonceindtægterne i sig selv ikke er store nok til at få en fornuftig forretning ud af det. Derfor vil det være nærliggende for mediehusene at lave betalingsnyheder – også på nettet.

Min holdning er, at det er virkelig fedt, at nyhedsstrømmen med nettets indtog er blevet frigjort fra de i sammenligning begrænsede kanaler, der var til rådighed for bare 10 år siden. Den mangfoldighedsgørelse er idealistisk set noget af det mest demokratiske, der er sket, siden kvinder fik stemmeret (uden nogen sammenligning i øvrigt).

Til gengæld bekymrer det mig, at mangfoldigheden i nyhedskanaler kan vise sig at være ensbetydende med, at det bliver vanskeligere at få økonomien i nyhedsformidlingen til at hænge sammen. Denne forretningsmæssige udfordring skal løses hurtigst muligt.

En af mulighederne kunne være radikalt at gentænke de statslige støtteordninger, som eksempelvis i dag giver nyhedsmedier på print momsfritagelse. Kunne disse midler ikke bruges til noget bedre?


Nyheder på nettet – mod betaling

maj 11, 2009

Efter lang tids tøven ser det nu ud til, at de store nyhedssites barsler med at kræve betaling for deres artikler. Læs mere her

Denne udvikling er logisk, fordi annonceindtægterne alene ikke er nok til at drive websites med nyheder – det er i hvert fald kun meget få, som kan få det til at løbe rundt.

Men netmedierne står med en kæmpe selvskabt udfordring: De har vænnet os til, at deres nyheder er gratis, og derfor bliver det spændende at se 1) i hvilket omfang, der kommer brugerbetaling, 2) modtagelsen af det – gider vi betale for nyheder, der førhen var gratis? 3) Hvilke typer nyheder, der kræves betaling for, og 4) hvad en artikel eller et login kommer til at koste – mon der kommer konkurrence på prisen mellem de store mediehuse som JP/Politiken og Berlingske?

Ifølge Berlingske kommer brugerbetalingen til efteråret.

Set ud fra en PR-synsvinkel vil jeg foretrække, at mine kunders omtale forbliver gratis tilgængeligt. For der vil formentlig være stor forskel på antallet af læsere af gratis nyheder og dem, man skal betale for.


Netmedier i kraftig vækst (update)

marts 13, 2009

Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) har i en pressemeddelelse offentliggjort netmediernes omsætning i 2008. Omsætningen landede i 2008 på 2,9 mia. kroner mod 2,5 i 2007. Det er en stigning på 17 procent.

Væksten bekræfter, at danskernes medievaner bevæger sig væk fra de traditionelle platforme og over til web. Når det sker, følger annoncekronerne efter, hvilket allerede giver problemer for såvel dagblade som tv.

Det skal vi selvfølgelig også reagere på i PR-branchen. Selvom der stadig er mange, som synes, at papir er finere end en monitor…

Update: Gallup har offentliggjort en rundspørge blandt virksomheder til deres annonceforbrug i 2009. Hele 46 procent af annoncørerne vil bruge færre penge. Især magasiner og dagblade ventes at gå et hårdt år i møde.