Anmeldelse: God start for ny e-paper

oktober 24, 2009

Så er den første digitale lørdagsavis fra Børsen kommet online. Og på Børsen har de ikke taget nogen chancer, men lavet en 16 siders e-paper med vægt på, at den skal tage sig lækkert ud. Det er lykkedes, og når de første par barnesko er udtrådt, kan Børsen lørdag blive rigtig god.

Navigation

Børsen lørdag er bygget på en platform fra zmags, som er intuitiv at finde rundt i. Blandt andet er der et oversigtskort, hvor man kan se alle siderne og rent faktisk ganske let visuelt afkode, hvad de enkelte sider handler om. Samtidig er loadtiden ret kort, så man har fornemmelsen af at bladre rundt i avisen.

Kommunikationsværktøjer

På forsiden bliver man mødt af korte trailere, der præsenterer artiklerne i avisen. Det fungerer, og det samme gør de tv-indslag, der er en del af hver “artikel”. Artiklerne består af fire elementer: 1) korte tekster, 2) tv-indslag, 3) ekstra billedmateriale (foto) samt 4) fakta og information. Sidstnævnte kan indholdsmæssigt blive meget stærkere, men det kommer nok hen ad vejen.

Redaktionelt

Vin, bil, bolig og Mærsk (erhverv). Det er redaktionens fire udvalgte. Et meget konservativt valg, som ikke skræmmer abonnenterne, men bestemt heller ikke udfordrer dem. Her skal man på sigt være mere ambitiøs, hvis man vil skille sig ud fra mængden. Og det skal man ville.


Børsen går digitalt om lørdagen

oktober 21, 2009

Fra på lørdag modtager Børsens abonnenter en lørdagsavis via mail, altså en e-paper. Det fortæller chefredaktøren i dag.

Som vi også tidligere har berettet her på bloggen, er Børsen et af de meget få dagblade, der rent faktisk oplever en lille fremgang i oplagstal og antal læsere. Derfor må det nye initiativ ses som en offensiv for at tiltrække endnu flere til.

En lørdagsudgave er efter min ubeskedne mening logisk. Hidtil har Børsen ikke kunnet konkurrere med de almene dagblade i weekenden. Godt nok har man forsøgt med at kalde fredagsudgaven for “weekend”, men hos mig er det i hvert fald ikke slået igennem. Jeg håber, at de nu går over til at behandle fredagsudgaven som enhver anden hverdag.

Endvidere slynger Børsen en stikpille afsted til især Berlingske Media, men også JP/Politiken: “Det er både et opgør med mikrobetaling og et opgør med gratis-princippet. Jeg tror ikke på forretningsmodellen i nogen af delene”.

Berlingske har gjort sig til fortaler dels for forsøg med mikrobetaling og dels for, at medierne skulle gå sammen og finde en fælles betalingsplatform. Det bliver i så fald uden Børsen. Stærkt, længe leve den fri konkurrence.

Jeg er begejstret, og mine forventninger er store. Nu skal jeg bare finde ud af, hvilken mailadresse vi har registreret hos Børsen…


Undersøgelse: Twitter er for storby-eliten

september 16, 2009

Der er netop blevet lavet en undersøgelse af, hvem der benytter Twitter i Danmark.

Det er den tidligere FDIM-direktør Jon Lund, som har lavet den, og du kan downloade den gratis her

Twitter har omkring 150.000 brugere i Danmark, hovedsageligt i Københavnsområdet og Århus og især blandt folk med en videregående uddannelse.


Magasiner bløder i 2009

september 2, 2009

Børsen skriver i dagens Mediemarked, at magasin-branchen er under hårdt pres i 2009. Således er oplaget faldet med 14 procent og annoncesalget med 30 procent i første halvår 2009.

Det er især Egmont (-20 procent) og Benjamin (-28 procent), der holder for i nedgangen i oplagstallet.

Det skyldes “selvfølgelig” den igangværende økonomiske krise. Men for mig at se er det helt store spørgsmål, om magasinerne kan genvinde det tabte oplag, når økonomien bliver bedre. Det kan de kun delvist, tror jeg. I stedet vil diverse online medier vinde terræn. De fleste af dem er gratis, og de er langt hurtigere på aftrækkeren end magasinerne, der allerede nu lider under deres lange deadlines (ofte over en måned) samt manglende fleksibilitet og reaktionsevne.


Blot tre procent af avislæsning foregår online

april 15, 2009

Det påstår en amerikansk undersøgelse i hvert fald. Den er begået af Nieman Journalism Lab, der er tilknyttet Harvard University.  De resterende 97 procent af avislæsning foregår angiveligt stadig på print. Ligesom Mads Allingstrup fra Business.dk mener jeg, at undersøgelsens konklusion skal tages med “et vognlæs salt”.

Blandt andet bygger undersøgelsens regnestykker på det “kvalificerede gæt”, at hver papiravislæser i gennemsnit læser 24 sider i den daglige avis – eller i hvert fald bliver eksponeret for de 24 sider. Hmm… Det er vist sådan noget, der fører til en vis statistisk usikkerhed. Døm selv ud fra nedenstående:

“We don’t have clear data about the average number pages each member of that audience looks at, but let’s make an educated guess: 24.   That translates to about 87.1 billion printed page views per month*. As a check on our assumption of 24 pages: based on annual newsprint consumption of 9 million metric tons, the industry prints about 190 billion pages (a mix of tabloid and broadsheet sizes).  So we’re assuming the average reader looks at about half the pages published, which seems reasonable.”

Undersøgelsens konklusion er lige så tvivlsom, som den  er opsigtsvækkende. Dog er styrkeforholdet mellem print og online virkelig interessant at få undersøgt – ordentligt vel at mærke.


Nye medier ændrer ikke PR

februar 20, 2009

Blogs, twitter og andre nye medier er hotte i kommunikationsbranchen. Mange mener, at de ændrer fundamentalt ved den måde, vi skal udføre vores metier på. Men de nye medier ændrer ikke fundamentalt ved PR som fag. De ændrer måske nogle af de metoder, vi skal arbejde med. Men basalt set er PR det samme i dag, som det var, da det blev et fag i USA i 70′erne. Det har Bill Sledzik skrevet en blog om, og jeg er fuldstændig enig med ham.